56-årige Henrik Elkjær er blandt andet kendt for at være en af hovedpersonerne bag det nu lukkede surdejsbageriet Brød og Co. Men det var en ren tilfældighed, der tændte hans ild indenfor fotokunsten.
Hvis vi spoler tiden 30 år tilbage ser vi en Henrik, der i nogle år udfolder sin kunst med penselstrejf på et lærred. Han synes dog ikke, at han har evnerne til at male ordentligt. En tur til London skulle vise sig at være det, der skulle til for at tilfredsstille hans kunstneriske kløen.
En veninde af Henrik stikker et kamera i hånden på ham og siger: ”Fyr løs. Gå i gang med at tage nogle billeder.”
”Lige pludseligt stod jeg ude på Piccadilly Circus på en regnfuld nat. Jeg så, hvordan lysene simpelthen reflekterede nede i vandet. Alt det jeg havde drømt om at male, var jo der lige pludseligt. Her opstod min magi i forhold til at fortolke mine omgivelser,” fortæller Henrik om den indsigt, han opnåede i London.
Et redskab til at formidle
Fotografiapparatet, om det er et spejlreflekskamera, eller den smartphone som man altid har på sig, er ifølge Henrik et redskab til at formidle den tanke, historie eller det øjeblik, man lige ser.
”Det jeg så i London billedmæssigt, tog jeg med hjem og tænkte, nu vil jeg til at implementere det i Vejle.”
På trods af at Henrik har skildret Vejle gennem billeder i godt 25 år nu, er der stadig nye ting at tage fat i.
Hans seneste projekt er hans udsmykning til boligforeningen Østerbo i form af en billede-og tekstcollage. Særligt tekstdelen glæder han sig til at læse højt for folk, når coronarestriktionerne tillader det.
Nogle af de øjeblikke Henrik har fanget i Vejles gader. FOTO: Henrik Elkjær
Skrøbelig på skrift
Hver lørdag sætter Henrik et par timer af til at bage surdejsbrød. Et levn fra dengang han havde Brød og Co. Udover at bage, så bruger han lørdagens morgentimer på at skrive. Det nyder han, men det er også på skrift, at han er mest skrøbelig.
Henrik er nemlig ordblind, og det var først i 8. klasse, da han kom på efterskole, at han rigtigt lærte at sætte sætninger sammen.
Der er heldigvis hjælp at hente, når han skriver tekster til sine billeder.
”Jeg har heldigvis min kære fru Elkjær, der hjælper mig, når jeg skriver fuldstændigt kinesisk.”
Fødslen er svær
Selvom man er kreativt anlagt, så er projekter som Østerbos udsmykning ikke noget, der kommer af sig selv.
”Fødslen af noget nyt er pissesvær. Der er mange, der tænker, at når man er kreativ, så har man hele tiden gang i noget. Det har man måske også, men at det skal blive til noget kan godt være en megalang proces.”
Østerbo-projektet har stået på i et år, men Henrik pointerer, at det måske er noget, han har arbejdet på hele hans liv, da han har haft sin opvækst i boligforeningen.
Henriks værk til boligforeningen Østerbo. FOTO: Henrik Elkjær
Gengældt kærlighed
Henrik har (næsten) altid boet i Vejle. Det er her han har hjemme.
”For mig er Vejle den her isolering og tryghed. Her kan jeg udfolde min kunst. Vejle kan noget for mig og er rigtigt meget for mig.”
Det er tilsyneladende ikke kun Henrik, der har et særligt forhold til den by, han bor i. Borgerne i Vejle nominerede ham som Vejle ildsjæl. I forbindelse med nomineringen er han blandt andet blevet kaldt fotokunstens svar på Allan Olsen.
”Jeg bliver da megaglad og enormt stolt. Det giver mig en indikation om, at det jeg laver, er der nogen, der ser,” fortæller han om de smigrende ord, folk kaster efter ham på Facebook.
Mangel på kulturhus
Vejle er dog som alle andre byer ikke perfekt. Henrik peger specifikt på at et kulturhus, der samler folk, vil være til gavn for byens DNA.
”Da vi havde Brød og Co, kunne jeg se, at folk havde brug for et kulturhus. Vi var et kulturhus, som rummede alle mulige mennesker. Jeg kan jo høre på folk, at de stadigvæk mangler et sted at mødes.”
Det kræver selvfølgelig, at der er nogle folk, der går forrest og gør noget aktivt for, at et sådant kulturcenter kan skabes. Henrik håber på, at der er nogen i Vejle, der får sat noget i gang.
”Alle steder kan jo et eller andet, som kan få folk til at samle sig. Det savner jeg. Jeg savner, at der er nogen, der brænder igennem og siger ’det her det skal vi’.”
Henriks udgav for halvandet år siden bogen Radius2, hvor man kan se nogle af hans skildringer af Vejle. Den kan stadig købes i PhotoCare i Vejles gågade.
Fotobogen Radius2. FOTO: Henrik Elkjær