At komme på hospitalet kan både være en skræmmende og overvældende oplevelse for de 60.000 børn, der hvert år bliver indlagt i Danmark. Men med en krammebamse kan både blodprøver, forbindinger og hospitalsoplevelsen i det hele taget blive lidt nemmere. Derfor kører TrygFonden nu ud med 60.000 krammebamser til børneafdelinger i hele landet. 1.650 af dem lander i Vejle. Her skaber de både tryghed for børnene og hjælper personalet med at udføre deres arbejde, fortæller sygeplejerske på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Ambulatorium Vejle.
Blodprøver, forbindinger og uvante spørgsmål fra de voksne. Det skaber utryghed hos mange børn under en indlæggelse. Men i hospitalssengen ligger også en krammebamse med et lille plaster på armen – præcis som barnet selv. En trofast følgesvend i en verden af hvide kitler og mærkelige biplyde.
Hvert år bliver omkring 60.000 børn indlagt på hospitaler og specialklinikker i Danmark. For mange af dem er det første gang, de møder en hospitalsstue. I hvert fald så længe de kan huske. Og det kan forståeligt nok være en stor mundfuld. Derfor sender TrygFonden nu 60.000 krammebamser afsted til børneafdelinger over hele landet. 1.650 af dem kommer til Vejle.
På Børne- og Ungdomspsykiatrisk Ambulatorium Vejle ser de frem til at tage imod bamserne. Det fortæller ambulantsygeplejerske Laila Bitsch Hansen, der gennem 17 år har brugt krammebamserne i sit arbejde.
”Bamsen gør en stor forskel for vores indlagte børn, der er psykisk udfordrede. Allerede ved det første møde sørger vi for at have bamsen med, så den bliver introduceret tidligt i forløbet og hurtigt bliver en tryghed, når samtaler er svære, eller procedurer virker skræmmende og uoverskuelige. De har en utroligt beroligende effekt på børnene,” siger Laila Bitsch Hansen.
Men på hospitalerne er det ikke kun børnene, der får glæde af bamserne. For selvom en bamse ved første øjekast blot er en bamse, viser erfaringen, at den kan være meget mere. Den er en tryg ven under behandlinger, en hjælp når der skal lægges forbinding – og en lille påmindelse om, at man ikke er alene. Til hjælp for både de små patienter og personalet.
”Nogle af børnene her på afdelingen har svært ved at kommunikere og føre en samtale med personalet. Her bruger vi bamsen som et redskab, vi kommunikerer igennem. For eksempel ved at lave stemmen om og fortælle igennem bamsen, hvad næste skridt er. Vi oplever blandt andet, at blodtryksapparatet kan være skræmmende for nogle af børnene, men så snart vi måler blodtryk på bamsen først, bliver børnene straks mere rolige,” siger Laila Bitsch Hansen.
Thea og Theo er med fra hospitalsstue til børneværelse
Siden 2007 har isbjørnebamserne, som børnene kender som Thea og Theo, været en fast del af arbejdet på Danmarks børneafdelinger. Her er personalets erfaring, at Thea og Theo gør størst gavn, hvis børnene møder dem tidligt i deres behandlingsforløb.
"Thea og Theo bliver ofte en fortrolig ven, der giver trøst og tryghed i en situation, der kan være meget overvældende. Derfor er det godt, hvis bamserne så vidt muligt er med fra begyndelsen af behandlingen og følger barnet hele vejen med hjem. Derhjemme kan Theo og Thea hjælpe barnet med at få sat ord på det, som de har været igennem.” siger Galina Plesner, projektchef i TrygFonden. Hun fortsætter: ”For os i TrygFonden betyder det meget at kunne bidrage med noget så enkelt og alligevel så virkningsfuldt. Både for børnene og for det personale, der hver dag gør en kæmpe indsats for at hjælpe dem."