30 års jubilæum: Kræftens Bekæmpelses genbrugsbutik giver 50% rabat

Erna, Louise, Anne.-Grethe og Eva har et godt sammenhold i butikken. (Foto: Kræftens Bekæmpelse)
Profilbillede
dato

Fællesskab, seje frivillige, gode genbrugsvarer og vejlensernes store kærlighed for genbrug har gjort Kræftens Bekæmpelses genbrugsbutik til en succes. Lørdag den 29. oktober fylder butikken 30 år, hvilket fejres i hele uge 43 med konkurrencer og jubilæumstilbud med helt op til 50% udsalg. Alt sammen til fordel for kræftsagen.

-Vi har en særdeles flot og velbesøgt butik med masser af godt kvalitetsgenbrug, men vores succes skal først og fremmest tilskrives de frivillige. Uden dem havde vi ingen butik, fortæller Frank Nissen, distriktschef for den 500 m2 store butik på Nørre Torv.

En af de frivillige, som har været med i længst tid i butikken er 84-årige Erna. Hun startede tilbage i 2001 - dengang butikken lå i nogle mindre lokaler på den anden siden af gaden og dengang genbrug var knap så velanset, som det er i dag.

-Jamen, før i tiden var folk jo lidt flove over at købe brugt tøj. Nu praler de jo nærmest, griner Erna, som om nogen har været vidne til den positive udvikling, der er sket på genbrugsområdet.

Ligesom mange af Ernas frivilligkollegaer startede hun fordi hun syntes, at kræftsagen var en vigtig sag at støtte og fordi hun har haft kræft tæt på.

Fællesskab og kræftsagen motiverer de frivillige
-Sagen betyder meget for mig. Min mand har haft kræft. Men fællesskabet betyder også utroligt meget for mig. Vi har det så godt her på mandagsholdet og ses også privat og kommer med til hinandens fødselsdage og den slags, fortæller hun, alt imens hendes frivilligkollegaer nikker samstemmende. 

-Ja, vi har et enormt godt sammenhold. Faktisk så godt at vi tit sidder og sludrer til kl. 18-19 stykker, selv om butikken for længst er lukket. Nogle gange tager vi også ud og spiser sammen, fortæller Louise på 43 år, som ved siden af sit fuldtidsarbejde som ernæringsassistent, har valgt at være frivillig i butikken hver mandag og tirsdag eftermiddag, for som hun siger: Kræft er noget, der berør os alle. 

-. Jeg har en datter med to børn, der har haft brystkræft to gange. Så jeg vil gerne give noget til kræftsagen, lyder det fra 64-årige Eva, som for nylig startede i butikken som frivillig, og som på rekordtid er faldt godt til i butikken.

-Det sociale er bare så godt, supplerer 75-årige Anne-Grete, som elsker at fordybe sig og nørde med butikkens smykker, som hun bl.a. sørger for at klargøre og prissætte.

28 millioner
Det er ikke kun de frivillige, som har en stor kærlighed til butikken. At dømme ud fra butikkens omsætning på godt 28 millioner på de 30 år, der er gået, lader kunderne også til at være vilde med butikken og ikke mindst butikkens sortiment af genbrug.

-Jeg synes butikken har rigtig meget pænt tøj til fornuftige priser. De gange jeg har været her, har jeg altid fundet noget, fortæller 41-årige Ann, som fornylig er flyttet til Vejle og i den forbindelse selv har doneret seks kasser genbrug.


Ann er kunde i butikken og finder altid noget godt genbrug. Og så donerer hun også selv sine brugte ting til butikken. (Foto: Kræftens Bekæmpelse)

-Det er dejligt at kunderne bakker sådan op om at købe ting brugt. Det er især dejligt fordi overskuddet af de penge de lægger i butikken jo går til kræftforskning, forebyggelse og støtte til patienter og alle deres pårørende. Men vi har også nogle gode varer, fortæller Frank Nissen og tilføjer:

-Forleden fik vi næsten en hel ny eL-cykel ind i butikken. Den solgte vi for 9000 kr.

En hel uge med jubilæumsaktiviteter
Fejringen af jubilæet strækker sig over hele uge 43, hvor der vil være masser af aktiviteter. Eksempelvis vil der være 50%-udsalg på forskellige varegrupper og mulighed for at vinde gavekort til butikken. Hold øje med butikken FB side.

Praktisk information om jubilæet:
Jubilæet fejres på Nørretorv 2E, 7100 Vejle. Det sker hele uge 43 i tidsrummet 10.00 — 17.00 i hverdagene og 10.00-13.00 om lørdagen. Alle er velkomne.

Om Kræftens Bekæmpelse Genbrug:
Kræftens Bekæmpelse Genbrug har eksisteret siden 1991 og findes i dag i 16 forskellige byer. Al overskuddet fra butikkerne går til Kræftens Bekæmpelses indsats inden for forskning, patientstøtte og forebyggelse. Kræftens Bekæmpelse Genbrug drives af knap 1000 frivillige landet over.


Butikken bugner med godt genbrug og der er op til 50% rabat i hele jubilæumsugen (Foto: Kræftens Bekæmpelse)

Kilde: Kræftens Bekæmpelse
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.

Seneste på facebook