Hos Sct. Nicolai Ure i Vejle møder kunderne altid en ægte fagmand bag disken. Nicolej Høstmark har været i branchen i over tre årtier og driver i dag forretningen med fokus på kvalitet, service og kærlighed til faget.
Når man træder ind i butikken på Rådhuspassagen, mærker man straks den særlige stemning, der opstår, når håndværk og erfaring går hånd i hånd. Siden 1991 har Nicolej Høstmark været en del af forretningen – og i dag står han selv bag roret med to ansatte og en passion, der stadig er lige så stærk som den dag, han begyndte.
Fra mørke lokaler til moderne butik
Meget har ændret sig siden starten. Da Nicolej begyndte, var butikken mørkere, mere gammeldags og fokuserede udelukkende på ure og reparationer. Dengang blev der sendt kataloger ud med posten, og man annoncerede hver uge i ugeavisen.
”Der var endda folk, der røg i kælderen – det virker helt utænkeligt i dag,” fortæller Nicolej med et smil.
Historien om Sct. Nicolai Ure går faktisk tilbage til tiden efter Anden Verdenskrig, hvor butikken lå på Søndergade ved Den Smidske Gård. I 1960 flyttede man til den nuværende adresse for at få bedre parkeringsmuligheder. I 2007 overtog Nicolej butikken og lagde hurtigt sin egen stil ind – med lysere lokaler, fokus på service og et mere moderne udtryk.
Ægte faglighed og personlig service
Hos Sct. Nicolai Ure er kernekompetencerne stadig reparation og salg af armbåndsure. I dag suppleres butikken også af en online shop, www.shop-ur.dk, hvor kunder fra hele landet kan handle.
”Jeg er uddannet urmager, og det er faktisk noget, der adskiller os fra mange andre. De fleste konkurrenter er hverken urmagere eller guldsmede. Jeg sælger kun det, jeg har forstand på – og jeg gør altid mit bedste for at give kunderne den bedste oplevelse,” siger Nicolej.
En tilfældig start på livslang karriere
At Nicolej endte som urmager, var ikke planlagt. Som ung byggede han radioer derhjemme og havde en generel interesse for elektronik. Under en EFG-uddannelse med fokus på strøm, blev han spurgt, om han kunne tænke sig at blive urmager. Kort tid efter blev han kontaktet af urmagerskolen, der tilbød ham en læreplads i Thy. Herfra gik turen til Urmagerskolen Ringsted – og passionen var fundet.
Da han første gang trådte ind i butikken, han i dag ejer, var han til jobsamtale. Midt i samtalen kom en kunde ind, og uden at kende butikken gik han op og solgte et ur. ”Chefen sagde bare: ’Du er ansat’,” husker han.
Sct. Nicolai Ure er stedet, hvor kunderne altid møder faglighed, erfaring og ægte interesse for det gode håndværk – både i butikken og online.
Læs mere på www.shop-ur.dk eller følg med på Facebook.