I fredags åbnede Center for Social Rehabiliterings nye tilbud 'Mestringsvejen' officielt, og det blev fejret med mange fine ord og en spændende og lærerig rundvisning.
”Modvind er en god ting, når man skal den anden vej”. Det siger Storm P., og det har han fuldstændigt ret i. Derfor var lige netop det citat blandt de mange fine ord, som Vejle Kommunes nye tilbud Mestringsvejen, fik med på vejen, da formand for Voksenudvalget Lone Myrhøj holdt tale ved fredagens åbningsreception.
Udover at være et fedt navn til en vej, der også lyder som en, man gerne vil gå ad, så er Mestringsvejen en fælles indgang, hvor det er let og hurtigt at få hjælp, hvis man ikke er helt på toppen.
Det er stedet, hvor samarbejdet på tværs i kommunen og med frivillige foreninger og andre aktører er stærkt, og hvor man kan droppe ind til en samtale og få råd og vejledning af dygtige medarbejdere til at få lige netop den hjælp, man har brug for.
Det gjorde 21-årige Rasmus, som havde brug for mere struktur i hverdagen. Med gode snakke og de helt rigtige værktøjer er han gennem et kortere gruppeforløb på Mestringsvejen blevet meget bedre til at forvalte energien.
Blandt andet ved at identificere, hvilke aktiviteter der giver ham energi, og hvilke der tager alt overskuddet. Det var han klar på at fortælle om på dagens planlagte rundvisning, der bød på en række spændende stops, der præsenterede Mestringsvejen mange tilbud.
Nysgerrig? Læs meget mere om Mestringsvejen, Vejle Kommunes nye tilbud om råd og vejledning til borgere 18+, der oplever udfordringer i dagligdagen.
Mestringsvejen er en del af Center for Social Rehabilitering i Vejle Kommunes Velfærdsforvaltning.