Forelskede par har chancen for at kaste Tour-stemning over deres vielse, når Vejle Kommune tilbyder at blive gift i forbindelse med den historiske etapestart i Vejle.
En hurtig beslutning kan blive til en helt særlig begivenhed under Tour de France, som kommer til Vejle til juli.
Vejle Kommune tilbyder fire par i giftetanker at afgive deres ægteskabsløfte på Vejle Rådhus klædt i gult og med masser af folkefest-stemning dagen før etapestarten.
Blandt de fire par udtrækker Vejle Kommune i samarbejde med City Vejle en vinder, som bliver viet af borgmester Jens Ejner Christensen lørdag den 2. juli klokken 11.
"Jeg er glad for, at parrene får muligheden for en vielse i helt unikke rammer og ved en historisk og uforglemmelig festdag som Tour de France i Vejle," siger han i en pressemeddelelse.
Vinderparret får en City Vejle Tour-pakke med en gul kjole, gul habit, bryllupskage og et væld af andre gaver fra hovedsponsorerne Panayotis, BUCH’s Herremagasin og PA Andersen og Sønner.
De øvrige tre par bliver viet af kommunens giftefoged på andre tidspunkter i løbet af dagen.
Fakta:
Tilmelding til en vielse med masser af gul begejstring og festlige rammer sker på https://www.vejle.dk/tourbryllup efter først-til-mølle-princippet. Her kan man sikre sig én af de fire pladser, mens vinderparret findes ved en lodtrækning mandag den 2. maj 2022. Alle fire par får direkte besked.
En tilmelding til eventen er samtidig et ja til at stille op til interview og fotografering til medierne samt historier til Vejle Kommunes sociale medier.