Colliers har formidlet salget af erhvervsejendommen på Horsensvej 119 i Vejle, som er fuldt udlejet til Burger King. Ejendommen er solgt til en privat investor efter et bredt udbud i markedet, herunder i Colliers store investorkartotek.
Ejendommen ligger ved en af de centrale indfaldsveje til Vejle med stor synlighed og tilgængelighed i et område præget af stor trafik. Den nye ejer overtager dermed en velbeliggende ejendom med en stabil international lejer og et nyligt forlænget lejeforhold, hvilket skabte betydelig interesse blandt investorer under salgsprocessen.
Salget blev gennemført til udbudsprisen efter interesse fra flere potentielle købere. Ejendommen har været ejet af sælger i en længere årrække, men er nu frasolgt som led i en strategisk beslutning om at samle sine investeringer geografisk. Købesummen er fortrolig, indtil handlen tinglyses.
Sagen er håndteret af René Neesgaard, direktør og erhvervsejendomsmægler hos Colliers i Vejle.
“Vi oplever stor og stigende interesse for investeringsejendomme i Trekantområdet, ikke mindst i Vejle, hvor den stærke erhvervsudvikling og befolkningstilvækst giver stor sikkerhed for investering. Det er et marked, hvor mange investorer gerne vil øge deres eksponering, når de rigtige ejendomme kommer til salg,” udtaler René Neesgaard.
Transaktionen understøtter en tendens i markedet, hvor der ud over den fortsat store efterspørgsel efter boliger også er stor interesse for velbeliggende erhvervsejendomme med stabile indtægter, lav risikoprofil og solide lejeforhold med lange uopsigelighedsperioder.