Camilla Eva Jørgensen stiller op for Venstre

Camilla Eva Jørgensen stiller op for Venstre til kommunalvalget.
Profilbillede
dato

Blå bog

Camilla Eva Jørgensen er 29 år gammel og stiller op for Venstre.

Hendes fritidsinteresser består af løb, golf, kvalitetstid med familie og veninder, oplevelser i nærområdet, vandreture og kultur.

"Jeg har boet i kommunen i halvandet år - og jeg bor i midtbyen. Jeg kommer fra Sønderjylland, og min kæreste kommer fra Aarhus - så vi har valgt at slå os ned sammen i Vejle. Vejle er en perfekt kombination af storbyens kulturliv og fantastisk natur, som jeg kender fra Sønderjylland," fortæller Camilla.

Hvad betyder Vejle kommune for dig?

"Vejle kommune betyder rigtig meget for mig. Det er her vores fremtid er.

Lige nu er det kulturlivet, naturen og oplevelserne, der fylder meget. På sigt er det formentlig andre områder, der kommer til at fylde mere. Uanset alder og hvor man er i livet, skal Vejle Kommune have et bredt udvalg af muligheder for den enkelte. Derudover er en udvidelse af erhvervslivet og iværksætteri vigtigt for området - og udviklingen af grøn omstilling, så Vejle bliver foregangskommune. Alt i alt skal området forblive attraktivt, så flere kan se, hvor fantastisk kommunen er at bosætte sig i. Det kan jeg skrive under på!"

Hvorfor stiller du op til kommunalvalg 2021?

"Jeg har en overordnet målsætning om at gøre lokale beslutninger til noget, vi taler om - og ikke kun i valgkampen. Hvis jeg får en plads i Vejle byråd, vil jeg gå forrest for at fortælle, lytte og inddrage vejlenserne i byrådsarbejdet på en spændende og indbydende måde."

Hvad er dine politiske mærkesager?

"Bind byliv, kulturliv og havneliv sammen.

Vejle er i vækst, men midtbyen skal kunne følge med. Jeg vil lægge et massivt pres på optimering af trafikken for gående, cyklende og kørende omkring Dæmningen, havnen og indfaldsvejene m.fl. Derudover skal ungdommen skal inddrages i kultur- og studieliv ved oprettelse af ungdomsråd. Havnen skal opgraderes med havnebad, kulturliv og handelsliv til glæde for vejlensere, opland og turisme.

Sundhed og livskvalitet i verdensklasse.

Vores velbefindende er altafgørende for vores familieliv, arbejdsliv, kulturliv og sociale liv. Der skal være fri og rig mulighed for aktivitet og motion gennem naturen til gavn for fysisk og mental sundhed. Forebyggelsesindsatsen indenfor stress, ensomhed og psykiske udfordringer skal optimeres og digitaliseres der, hvor det giver mening.

Vejle - som foregangskommune.

Vejle skal fortsat være en vækstkommune. Vi skal øge iværksætteri og erhvervslivet i samarbejde med parter selv. Derudover bør Vejle være grøn foregangskommune – for i takt med at kommunen vokser, skal vi passe på vores natur og grundvand. Og vi skal sætte gang i en ambitiøs klimasikring af Vejle by."

Hvad er det første, du vil gå i gang med, hvis du bliver valgt?

"Jeg vil tage første skridt i min plan om at udbrede den politiske debat blandt andet gennem mine sociale medier. Jeg vil tage vejlenserne med ind bag de tykke rådhusmure og informere dem om mine første dage i byrådet og spørge dem, hvad der er vigtigt for dem OG følge op. Herefter går vi i gang med en plan for trafikken i midtbyen, videreudvikle sundheden og søge inspiration indenfor digitalisering. Og så skal vi i gang med en seriøs klimasikring af byen! Jeg vil også bruge noget tid på at møde erhvervslivet og andre aktører i kommunen for at se muligheder for samarbejde."

Eventuelle politiske holdninger og meninger i dette portræt tilhører kandidaten og er derfor ikke et udtryk for redaktionens holdning og mening
Kilde: Camilla Eva Jørgensen