To gymnasier i Vejle mærker også effekterne af den stigende coronasmitte, og det kan nu aflæses i elevernes fremmøde efter juleferien.
Det drejer sig om Rosborg Gymnasium, som har sat smitterekord, mens Rødkilde Gymnasium har fået stort fravær efter en stor overnatningsfest.
Da gymnasieeleverne vendte tilbage til Rødkilde Gymnasium efter juleferien, kunne rektor Kristine Kortnum fortælle, at 19 elever var blevet testet positive for covid-19. Det er blandt andet 16 elever, der er blevet testet positive efter en overnatningsfest nytårsaften. De 19 elever er det højeste antal smittede elever på gymnasiet indtil videre.
På Rosborg Gymnasium var der også længere mellem eleverne, da corona også sørgede for en masse fravær. Rektor Hanne Hautop bekræfter, at der aldrig har før har været flere tilfælde på én gang. Hun ønsker dog ikke at oplyse hvor mange elever, der er fraværende pga. corona.
“Vi har også flere tilfælde, end vi plejer at have. Men vi er superglade for, at vi får lov til at holde åbent, så eleverne kan modtage fysisk undervisning. Det er noget, vi har kæmpet for under de andre nedlukninger, der har haft stor indvirkning på elevernes indlæring og trivsel, siger hun til Vejle Amts Folkeblad.
Rosborg Gymnasium opfordrer lærere og elever til at få lavet to ugentlige kviktest.