Lundhusvej i Vejle er blandt TV2’s nominerede i kampen om den vildeste julevej. Her står dommerne med hele tre kriterier, der afgør om Vejle bliver vinderen eller om titlen ”Danmarks vildeste julevej” i stedet går til Glimmervej i Frederikssund.
Lundhusvej i Mølholm i Vejle er pyntet op, så selv julemanden må være lidt misundelig. Netop derfor er denne vej blandt de nominerede til Danmarks vildeste julevej.
Det startede som lidt hyggelig julebelysning på villavejen, men så gik der sport i den. Og så spredes rygtet, så mange af byens borgere lige kigger forbi det spektakulære syn.
Med i kapløbet om titlen som ’Danmarks vildeste julevej’ er også Strandgårds Allé, også kaldet Glimmervej, på Sjælland. Det er i byen Frederikssund, hvor husejerne på vejen også her har gjort sig umage for at pynte behørigt op til jul.
TV2 lagde vejen forbi
I Vejle var der således fornemt besøg af dommere fra TV2, der skulle tage bestik af situationen. Her er der nemlig tre kriterier, der bliver bedømt.
Det er nemlig ikke alene nok med tusindvis af glimtende julelys – her er også fokus på helhed, omfang og originalitet.
De to dommere fra TV2, bestående af kulturhistoriker Benno Blæsild og tømrer Casper Kjerumgaard, skal således vælge imellem den vejlensiske julebelysning og den sjællandske af slagsen.
Og resultatet må vi vente lidt på endnu – vinderen bliver først afsløret juleaftensdag. Indtil da må vi bare krydse fingre for Lundhusvej og måske også køre en tur forbi og nyde det smukke syn.