Ebbe fra Vejle er udtaget til DGI Verdensholdet

Profilbillede
dato

I weekenden kæmpede 113 af landets dygtigste gymnaster om en plads på DGI Verdensholdet. Den 19/5 kl. 20:00 blev holdet offentliggjort og nu er der sat navne på de 28 gymnaster, der er kommet igennem nåleøjet til DGI Verdensholdet. Ebbe Andresen fra Vejle blev udtaget og glæder sig særligt til at gå på gulvet i hjembyen Vejle.

Onsdag aften den 19. maj fik de 28 gymnaster beskeden om, at de er blandt de udvalgte, der skal rejse jorden rundt med DGI Verdensholdet og showet QUA.

Udtagelse med et utrolig højt niveau
I alt 113 gymnaster kæmpede hårdt om de eftertragtede pladser til udtagelsesweekenden den 13.-15. maj. Efterfølgende var 40 gymnaster til en personlig samtale, før teamet bag DGI Verdensholdet til sidst fandt frem til de 28 personer, som sammen skal skabe noget helt unikt både herhjemme og ude i verden.

DGI Verdensholdet er en drøm for mange gymnaster. Pga. Corona-situationen blev udtagelsen sidste år udsat. Her et år senere, og på trods af hårde vilkår for en udtagelse, lykkedes det at skabe rammerne, der gav gymnasterne mulighed for at vise, hvad de kan udrette med omtanke for de begrænsede træningsmuligheder, de har haft det sidste år.

Udtagelsesweekenden var en stor fysisk udfordring, og ventetiden har også været en følelsesmæssig rutsjetur for de mange håbefulde deltagere, som har forberedt sig i lang tid. "Det er tydeligt at se, at gymnasterne har trænet hårdt op til udtagelsen. 

"De har ydet en utrolig stor indsats og det var virkelig en svær opgave at sammensætte holdet", fortæller Bie Andersen som er teammanager på holdet.

Ebbe fra Vejle
Ebbe er 22 år og har i sine ungdomsår gået i Vejle gymnastikforening, samtidig med at han gik på Sydøstjyllands Rep.-hold. 

Ebbe er tosset med at lave gymnastik, så en stor motivation for ham er, at gøre det hver dag. Han ser frem til at kunne dygtiggøre sig og ser frem til at rykke sig gymnastisk.

For Ebbe har en plads på DGI Verdensholdet været en drøm siden han var helt lille og så Verdensholdet for første gang. Siden da har han trænet målrettet imod det. Det er et mål, der har stået øverst på ønskelisten så længe han kan huske. "Det er bare helt vildt, at jeg nu skal motivere børn og unge over hele verden", fortæller Ebbe. "At få lov til at dyrke det jeg bedst kan lide på fuld tid, samt at skabe unikke venskaber bliver fantastik", fortsætter han. 

En rejse med workshops og shows
Rejsen starter i Danmark, med 14 shows i september 2021. Den 9. oktober kan afrejseopvisningen opleves i hjembyen Vejle, hvor holdet slutter turnéen af i Spektrum. Derefter går turen bl.a. til Emiraterne, Indonesien, Malaysia, Sydkorea, Australien og USA. Holdet afholder ca. 200 workshops og giver ca. 150 shows på deres tur rundt i verden.

Klar til at blæse publikum omkuld
Når DGI Verdensholdet går på gulvet til september, kommer du til at opleve rytmisk gymnastik, dans, spring og akrobatik af højeste kaliber. 

"Showet QUA er en levende fortælling om livet. Et liv hvor vi alle skal finde vores egen vej", fortæller instruktørerne Dinne Fredslund og Morten Asbjørn Christensen.

Kilde: DGI Verdensholdet

Seneste på facebook