Skovene i Vejle Kommune hører til de allermest populære naturområder. Kommuneskovene får derfor deres helt egen skovplan med friluftszoner og naturzoner. Det skal sikre hensyn til de mange forskellige interesser. Du kan nu give dit bidrag til skovplanen, der netop er sendt ud i offentlig høring.
Byrådet i Vejle var visionære, da de tilbage i 1910 gjorde kommuneskovene til borgernes skove, og de bynære skove har været utroligt populære, rekreative områder lige siden. Da verden forandrer sig løbende kommer der derfor en plan for forvaltningen af Vejles Kommuneskove, som skal matche nutidens mangfoldige behov.
- Den kommende skovplan indeholder zoner for friluftsliv og natur, så de meget populære kommuneskove kan tjene mange formål på samme tid. Der skal nemlig være plads til både friluftsliv, sundhed, landskab, kultur, natur, klimaindsatser og miljøbeskyttelse, fortæller Søren Peschardt, der er formand for Klima-, Natur- og Miljøudvalget i Vejle Kommune.
Bynære skove er attraktive
Blandt alle naturtyper tilbyder de bynære skove den mest attraktive naturoplevelse.
- Når vi måler på befolkningens brug af vores natur, kan vi se, at skovene er de mest populære. Ud af alle slags naturbesøg har flest - hele 96% - besøgt vores skove. Det forpligter naturligvis, når vi skal udvikle og vedligeholde vores forvaltning af skovene.
- Derfor bliver den nye skovplan et vigtigt værktøj for os fremover. Vi håber, der kommer mange gode bidrag, når vi nu præsenterer vores oplæg til offentlig høring hos borgerne, siger Søren Peschardt
Offentlig høringsperiode
Oplægget til skovplanen lægges ud til offentlig høring fra den 1. september - 31. oktober. Du kan se planen og afgive dit høringsbidrag på vejle.citizenlab.co/da-DK
Oplægget til Skovplanen viser, hvordan Vejle Kommune vil forvalte sine skove i perioden fra 2023-2032. Faciliteter og aktiviteter for friluftslivet prioriteres højest i "aktivitetsskov" og "højaktivitetsskov". I den anden ende af skalaen prioriteres stille brug af skoven i "rolig skov". Natur og biodiversitet prioriteres højest i særlig biodiversitetsskov, der i udkastet dækker en tredjedel af Vejles Kommuneskove.
Råtræ binder CO2
Det er ambitionen, at det generelle skovbillede efterhånden vil komme til at minde om naturskov, hvor skovdriften tilstræber en optimering i forhold til gode friluftsoplevelser, sundhed, biodiversitet, smukke landskaber, rent grundvand, erosionsbeskyttelse, økonomi og ikke mindst klima-effekt.
Råtræ er nemlig samtidig et af de få råmaterialer der, rigtig produceret, er med til at binde CO2 frem for at udlede CO2.
Invitation til skovtur
Teknik & Miljø inviterer på skovtur. Kom med og hør mere om skovplanen og de forskellige indsatser, der ligger forude.
Arrangementet er for alle, det er gratis, og det finder sted lørdag den 24. september fra klokken 14:00 - 17:00. Tilmelding er ikke nødvendig.
Vi mødes ved Sneglehuset i Nørreskoven. Parkering ved P-pladser langs Helligkildevej.