Heidi Nymark, kvinden bag modetøjsbutikken Heiny Boutique, tilpasser sig både corona og tidens tendenser.
Udover at være Vejles førende forhandler af Hugo Boss til kvinder, fører butikken også andre, anerkendte brands, såsom Sand Copenhagen, Tommy Hilfiger, Seeberger, Falke, Pieszak og mange flere.
Butiksdirektør Heidi Nymark, der også har navngivet butikken, udvælger sine brands nøje efter bæredygtighed. Det er vigtigt for hende, at produkterne er produceret på bæredygtig vis, men de skal først og fremmest være i en god kvalitet og gerne tidløse, så de kan bruges igen og igen.
”Jeg elsker god kvalitet og design som jeg kan stå inde for. Så første prioriteten er kvalitet, hvilket også giver mening, når man taler bæredygtighed,” siger hun.
Men skulle en kunde efterspørge et særligt brand, butikken ikke fører, bestiller Heidi Nymark det også gerne hjem.
Foto: Heiny Boutique // Butikken er fyldt med både farverigt og mere afdæmpet tøj.
Heidi Nymark forsøger nemlig hele tiden at forny sig og følge med tidens trends inden for mode, men også forretningsverdenen.
Derfor har hun blandt andet lige taget uddannelsen digital ledelseskultur i samarbejde med City Vejle og UCL Erhvervsakademiet Lillebælt. Uddannelsen har været til stor gavn både fagligt og personligt.
Ikke en lige vej til Heiny Boutique
I 2015 grundlagde butiksejeren Heiny Bags, og det skulle blive starten på Heiny Boutique.
På det tidspunkt lå butikken i Fredericia, og Heidi Nymark solgte udelukkende tasker, men i 2017 rykkede hun, sammen med sin mand, teltpælene op, og flyttede til Vejle.
Selvom den nye tilværelse i Vejle var god, manglede der alligevel noget, så der gik ikke lang tid, før hun besluttede at butikken skulle med.
Der gik et par år før det praktiske kunne komme på plads, og den fjerde oktober 2019 slog Heiny Boutique for første gang dørene op på gågaden i Vejle centrum.
Butikken, der udelukkende solgte tasker førhen, skulle nu sælge alt, fra strømper og undertøj, til kjoler og skorter, til jakker og tasker.
Heidi beskriver selv butikken som: ”et kvindeunivers med alt, hvad der dertil hører”.
Foto: Heiny Boutique // Du kan stadig købe tasker i Heiny Boutique.
Heidi har en lang fortid i butiksbranchen og er oprindeligt uddannet i Erhardsen, Guld, Sølv, Ure og Optik i Hadsund i Nordjylland, og fortsatte, efter sin uddannelse, i Salling Aalborg, men måtte stoppe, da hun udviklede nikkeleksem, og ikke længere kunne håndtere mønter i store mængder.
Så faldt valget på læreruddannelsen, og Heidi har i mange år arbejdet som lærer i folkeskolen, men efter reformen i 2013 steg presset på skolelærerne.
”Der var mange børn, som havde ekstra brug for hjælp, og man havde hele tiden en følelse af ikke at slå til,” fortæller hun.
Derfor valgte Heidi Nymark at sige sit job op og starte drømmen om et forretningseventyr.
Corona giver udfordringer, men også muligheder
Lige nu drømmer Heidi mest om en tid, hvor corona ikke er andet end et fjernt minde og noget, man skal vaccineres for en gang i mellem.
”Jeg nåede lige at have fem måneder, hvor tingene var ’normale’, før corona-dynen lagde sig over os. Havde jeg vidst det, er det ikke sikkert, at jeg havde åbnet butikken,” fortæller hun.
Selvom corona lægger en dæmper på tingene, har det ikke holdt Heidi Nymark tilbage, og under tvangsnedlukningen i januar sidste år besluttede hun sig for at skabe en webshop til butikken.
Det gjorde hun uden den store erfaring, men med masser af viljestyrke, og i dag har butikken en flot og brugervenlig webshop.
Alligevel er det den fysiske butik, som Heidi ser som sit hjertebarn, og hun glæder sig til at komme på arbejde hver dag.
”At kunne skabe noget man bliver anerkendt for, er dejligt. Butikken og mine kunder betyder rigtig meget for mig,” siger hun.
Flytningen til Vejle har også været lig med glæde i Heidi Nymarks personlige liv, men allermest glæder hun sig over at se sine børn blive voksne, få kærester og jobs.
Se det store udvalg af tøj og accessories på Heiny Boutiques hjemmeside eller besøg butikken i Søndergade 1.A i Vejle og få hjælp til at finde den rette model, størrelse eller farve.