Her lytter vi til gæsterne – også når de ikke siger noget

Mette byder altid gæsterne velkommen med et smil (Foto: Vejle Center Hotel)
Profilbillede
dato

Det var lidt af et tilfælde, at Mette Bonde for 15 år siden blev en del af Vejle Center Hotel, hvor hun er receptionist. Lige siden har hun gjort alt for, at gæsterne føler sig rigtig godt tilpas

Selv om foyeren er fyldt med gæster, der har placeret sig rundt i forskellige ”lommer” med varm kaffe eller køligt kildevand, så hviler der en ro over Vejle Center Hotel, som er svær at stikke.

- Vi har det rigtigt hyggeligt her på hotellet. Både internt personalet imellem, men også i forhold til gæsterne, hvoraf der er rigtig mange stamgæster. Dem får man naturligvis et nært kendskab til, fortæller 57-årige Mette Bonde, der siden 2007 har været ansat som receptionist på Vejle Center Hotel.

Hun er egentlig kontoruddannet, og endte i jobbet ved lidt af en tilfældighed, men hverken hotellet eller Vejle har gjort andet end at byde Mette Bonde rigtig hjerteligt velkommen ombord. På samme måde, som den erfarne receptionist altid byder gæsterne på Vejle Center Hotel hjerteligt velkommen.

Vi lytter til gæsterne
- Det er jo vigtigt, at man føler sig godt til rette hos os, og det begynder altså i det øjeblik, at man træder inden for på matriklen. Ja faktisk kan det jo allerede begynde via en telefonsamtale, så vi har hele tiden fokus på at have ja-hatten og det store smil på. Det er sådan en selvforstærkende faktor, som også hjælper på ens eget humør, forklarer Mette Bonde.

På hotellet er der et bredt spekter af gæster. Børnefamilierne fylder meget i ferieperioder og weekender, og i hverdagene er det mere kursister og firmakunder, som indtager de små 130 værelser, som Vejle Center Hotel rummer på de i alt fire etager, hvis vi tæller kælderen med.

- Jeg føler, at vi er lidt anderledes her på Vejle Center Hotel. Vi kan både grine og græde sammen med gæsterne, og det handler om, at vi tager dem alvorligt, og at vi lytter til, hvad de siger. Og nogle gange også lytter til det, som de ikke siger, fortæller receptionisten, der både arbejde dag- og aftenhold.


"Vi er nede på jorden, og det kan gæsterne godt lide" (Foto: Vejle Center Hotel)

Personalet strækker sig for hinanden
Selv om Mette Bonde har været en del af personalegruppen i 15 år, så er hun langt fra den medarbejder, der har været længst på Vejle Center Hotel.

- Vi er mange, der har været her i rigtig mange år, og det giver et formidabelt kendskab til hinanden. Vi går gerne en ekstra mil for hinanden, og det mener jeg virkelig. Hvis man kommer gående, og der ligger en tabt serviet, så er det jo ikke sådan, at vi tænker, at det må rengøringspersonalet klare. Det er helt naturligt at strække os for hinanden, og det kommer rigtig godt igen, understreger Mette Bonde.

Hun er overbevist om, at en del af hotellets succes kan forklares med, at personalet er til at snakke med.

- Vi er nede på jorden, og det kan gæsterne godt lide. Vi har plads til alle, og alle skal føle sig godt tilpas hos os, så det er der, vi har fokus, fortæller hun.

Der findes ikke gennemsnitlige dage
Selv om der ifølge receptionisten ikke findes gennemsnitlige dage på Vejle Center Hotel, så er der dog forskel på, hvornår rykkene indfinder sig.

- Der er mest travlt om morgenen, hvor der skal tjekkes ud fra værelserne, samtidig med at der kører morgenbuffet, og så igen først på aftenen, hvor antallet af nyankomne gæster plejer at toppe. Sæsonmæssigt har vi mest at se til om sommeren, fordi vi er et hotel, som ligger i lidt af et smørhul tæt på blandt andet Billund Lufthavn, Legoland og Givskud Zoo, pointerer Mette Bonde.

Også positionen som et cykel-hotel har det med at skaffe kunder, ikke mindst fordi oplandet omkring Vejle efterhånden er blevet godt kendt som et bakket landskab.

- Året rundt har vi jo heldigvis mange gæster i forbindelse med idrætsstævner, konferencer og messer, og her nyder vi godt af naboskabet med DGI Huset. Jeg nyder virkelig at være en del af hotellet – og glæden er kun vokset i løbet af de år, hvor jeg har været med på Vejle Center Hotel-holdet, fortæller Mette Bonde.

Kilde: Vejle Center Hotel

Seneste på facebook