Det startede med en tanke om bæredygtighed og sund fornuft foruden stor viden og vedholdenhed og blev til en fremadstormende forretningssucces for den 56-årige Kit Andersen, der er kvinden bag Osteriet på Søndertorv.
56-årige Kit Andersen er det, man kalder en self-made forretningskvinde, og hvis det ikke var for netop hendes gode veninder, havde hun aldrig taget springet og åbnet Osteriet på Søndertorv i Vejle. Veninderne sagde til hende, at hvis der var nogen, der kunne klare jobbet som selvstændig med osteforretning, så var det Kit.
Familien rystede på hovedet over, at hun forlod det sikre job, for dengang Kit åbnede butikken i 2007 var der en finanskrise, der kradsede, og Kit stod alene med to piger. Hun havde ikke en ekstra indtægt i husholdningen.
Hun tog imidlertid alligevel springet med opmuntringen fra de gode, solidariske veninder. Og det viste sig at være en god idé. Dele af inventaret til Osteriet klunsede Kit hos den tidligere bager. Hun skar træborde op til hylder og disk, og byggede forretningen op af genbrugsmaterialer. Det var atypisk dengang. Men det stod godt til de rustikke egetræsplankegulve i lokalet.
”Branchen bar præg af lidt konservative mænd, og jeg valgte at gøre det på min egen måde,” siger Kit. Hun havde tidligere været ansat i et internationalt ostefirma og den erfaring og knowhow tog hun med sin ind i det nye firma.
Osteriet ligger centralt på et torv, og det er en placering, som enhver butik, med respekt for sig og specialvarer, burde være heldig at have. Adressen er Søndertorv 10 i Vejle // Foto: Privat.
Viden om verden
”Dengang var mad ud af huset og tapas ikke almindeligt. Men jeg kunne bruge de tendenser, jeg så rundt omkring i verden til at etablere mit eget. I Danmark spiser folk kun omkring 14 kg. ost om året, og det er som regel de to osteskiver, de får på maden om morgenen. I udlandet og særligt sydpå spiser en person omkring 40 kg. ost om året,” fortæller Kit.
”Jeg ville gerne opfordre danskerne til at spise mere ost, og det lykkedes. I dag sparer vi på kødet, og ost er et godt alternativ i gratineringer, supper og simre-retter. I de første år stod jeg alene for butikken, men jeg fik langsomt flere ansatte, og kunne udvide min forretning,” fortæller Kit og tilføjer ”for mig har det altid været vigtigt, at min forretning var bæredygtig. Lige fra dengang jeg startede med genbrugsinventar til min nuværende politik omkring madspild.”
Refood mærket, Finneurs og international pris
”Vi har Refood mærket, dvs. vi forhindrer madspild. Osteresterne laver vi sønderjysk potkäse af (red. oste-ret i mørk rom og piskefløde) og pølserester sælger vi til folk, der skal have biksemad til aften."
Kits grundtanke om bæredygtighed og hendes viden om ost fra hele verden har ført hende langt.
I 2011 fik Kit besøg i butikken, men det vidste hun slet ikke. Finneurs fra et internationalt ostelaug aflagde et hemmeligt besøg, stillede spørgsmål og købte ost. Resultatet var, at Osteriet modtog den prestigiøse internationale premie ’Gare de Jure’ og fik overrakt præmien i Odd fellow-palæet.
”Jeg modtog et brev på fransk og troede først, det var gas, men så blev jeg kontaktet på dansk også,” griner Kit, der tog til København og tog imod prisen, for at tage hjem igen og importere flere internationale oste.
I Osteriet findes et overflødighedshorn af blandt andet most, vin, ost, lakrids, pestoer, trøfler, marmelader, kastaniepure og kaffe // Foto: Privat.
Tapastallerkenen som et ur
”Vi fører oste fra hele verden. Fåre og gedeoste selvfølgelig, men vi har også unika-oste fra Danmark. Når man sammensætter en tapas-tallerken til mad ud af huset, er hemmeligheden at forestille sig tallerkenen som et ur,” fortæller Kit.
”Man starter klokken et med de milde oste og bevæger sig fremefter i forhold til smagens styrke. Den milde ost går godt med marinerede figner, kvædebrød, granatæble og italiensk tomatmarmelade,” forklarer Kit, ”Og når man når frem til blåskimlen er det, men ikke nødvendigvis, omvendt. Tilbehøret er oftest mere diskret eller også syrligt, så det drejer sig om f.eks. valnødder, honning eller rødløgskompot.”
Den bedste manchego fra midten af Spanien, franske og spanske oste fra Pyrenæerne, mallaorcinsk Mahon-ost, Confit de carnard, chorizo, kaviar, trøffelolie, lakridskaffe, kastanielikør og kastaniepure, Fanø-salami og ditto laks er blandt de mundvandsfremkaldende delikatesser, som Danmarks mest velassorterede oste-slaraffenland, Osteriet, har at byde på.
Du kan følge med og se mere om Osteriet i Vejle på butikkens facebookside eller hjemmeside.
Adresse:
Søndertorv 10, 7100 Vejle
Åbningstider:
Man-Tors: 10:00-17:30.
Fre: 10:00-18:00.
Lør: 09:00-14:00