Idékonkurrence: Et museum vendt på vrangen

Egtvedpigens Verden kommer til at ligge i kulturlandskabet omkring Egtvedpigens grav. (Foto: Vejle Kommune)
Profilbillede
dato

Vejlemuseerne og Vejle Kommune har netop frigivet idékonkurrencen til museet Egtvedpigens Verden.    

Egtvedpigen er et af de mest velbevarede fund fra bronzealderen, vi har herhjemme. Hun giver os et unikt indblik i en anden verden og er med til at udvide vores forståelse af bronzealderen og det liv, de levede dengang.

Derfor vil Vejlemuseerne og Vejle Kommune gentænke formidlingen omkring Egtvedpigen gennem et nyt museum.

- Kvindens fortælling er ofte fraværende i historieskrivningen og derfor er Egtvedpigen særligt vigtig, hvis vi for alvor vil forstå livet i bronzealderen. Hun er vores vindue til en anden tid, og fascinerer os samtidig gennem de elementer, vi kan genkende i os selv og den verden, vi lever i dag, siger Flemming Hedegaard Larsen, museumschef for Vejlemuseerne.

Et museum i naturen
Egtvedpigens Verden kommer til at ligge i kulturlandskabet omkring Egtvedpigens grav. Med Egtvedpigens Verden vender man det klassiske museum på vrangen og inviterer børn og voksne til at lege med kulturen og naturen, imens de på nærmeste hold oplever livet for 3.500 år siden.

- Vejle Kommune er rig på historiske fund og vi har så mange gode historier at fortælle, som er relevante for os alle sammen. Vi har arbejdet længe for et museum omkring Egtvedpigens Grav, og jeg glæder mig enormt meget til at følge idékonkurrencen og realiseringen af Egtvedpigens Verden, siger Dan Arnløv Jørgensen, formand for Kultur- og Idrætsudvalget i Vejle Kommune.

Konkurrenceprogram
Konkurrenceprogram med tilhørende bilag til Egtvedpigens Verden kan downloades fra tirsdag den 9. august 2022 kl. 12.00 på udbudsportalen iBinder via linket:

https://www.ibinder.com/External/EnquiryLink.aspx?id=omhttpnttu

Forslagene skal være uploadet på iBinder senest tirsdag den 11. oktober 2022 kl. 12.00.

Samlet præmiesum: 300.000 kr.
1. præmie vil være på mindst 150.000 kr.  

Kilde: Vejle Kommune
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.

Seneste på facebook