To dage i efterårsferien byder Spinderihallerne indenfor til kæmpe retro gaming-festival, halloween-workshops og masser af udendørsaktiviteter.
Der er lagt op til masser af sjov og spas, når Spinderihallerne igen i år lægger hus til Retro Game Days onsdag og torsdag i efterårsferien. Samtidig bliver en del af udendørsarealet omdannet til hyggeområde med masser af hyggelige efterårsaktiviteter for hele familien.
Gaming og spil fra de gode gamle dage
Vejle Bibliotekerne, Kulturmuseet og Spinderihallerne gentager sidste års succes med en retro gaming festival. Der vil være mulighed for at spille alle de gode, gamle retrospil som f.eks. Hugo, Oswald, Tekken og Battlesquadron. I løbet af dagene vil der også være flere konkurrencer, hvor du kan få achievements, når du sætter en ny highscore, kommer længst i et spil med en ven eller skyder flest mulige modstandere. Med andre ord: der er noget for alle – uanset om du er hardcore gaming fan, eller bare synes, at det er sjovt at gense de gamle spil og maskiner.
I løbet af de to dage tilbyder Biblioteket og FabLab Spinderihallerne åbne workshops, hvor man bl.a. kan lave PixelArt med perler og være med til at bygge en arkademaskine, vinylskære fede klistermærker og lave et joystick ud af en kartoffel.
Halloween (u)hygge i hallerne
I løbet af efterårsferien vil der også være mulighed for deltage i gratis Halloween-workshops. Første gang er tirsdag d. 19/10, hvor man i FabLab Spinderihallerne kan få hjælp til at ”pimpe” sit græskarhoved med lys og lyd. Onsdag og torsdag er der mulighed at lave forskellige kreative halloween-udsmykninger. Begge workshops er gratis at deltage i, og kræver ikke tilmelding.
Halloween-stemningen fortsætter uden for Spinderihallerne, når udendørsarealerne for en stund bliver omdannet til hyggeområde med street-food, live-musik, ansigtsmaling og snobrødsbagning.
Se hele programmet for Retro Game Days her.
Læs mere om efterårsaktiviteter og workshops her.