Blå bog
Morten Skovlund er 44 år gammel og stiller op for Socialdemokratiet.
I hans fritid nyder han at komme ud og opleve sammen med sin kone, tre børn og deres lille islandske fårehundehvalp.
"Vi tager ofte på spontane ture. Ud og ser sortsol, et museum eller til Vesterhavet. Sammen med min kone, er det kulturelle oplevelser, når muligheden er der - særligt musikoplevelser."
Han er selv engageret i det grønlandske miljø i Danmark, og han er Goodwill ambassadør for Grønlandsk-Dansk Familiedag.
Derudover er han ivrig landskabsfotograf.
Morten boede i Søndermarken i Vejle frem til han blev 19 år, hvor han flyttede til Aarhus for at læse til lærer. I 2005 flyttede han hjem til Vejle, efter han fik arbejde på Bredsten skole. Han har siden 2008 boet i Skibet sammen med sin familie.
Hvad betyder Vejle kommune for dig?
"Vejle er en attraktiv tilflytningskommune, og det skal den blive ved med at være. Vi skal passe på det, der gør os særlige, og vi skal sikre, at borgerne i kommunen, nye som nuværende, oplever en vækst i balance - også på den nære service."
Hvorfor stiller du op til kommunalvalg 2021?
"Jeg genopstiller til KV21, fordi jeg fortsat gerne vil være med til at sætte en retning for vores fælles kommune, der bygger på principper om fællesskaber og sammenhængskraft. Vi har nogle store udfordringer, der skal løses i forhold til klima og natur. Vi er begunstiget af smuk og varieret natur og landskaber, men det gør også de klimaforandringerne endnu mere pågående i vores kommune. Vi skal ikke bare finde tekniske løsninger på disse, men sikre at der skabes merværdi af investeringerne.
Jeg vil kæmpe for, at vi som Danmarks 5. største kommune har et serviceniveau, der svarer til den stærke økonomi, vi har, og vi bruger de penge, vi som politikere tildeler i budgetter. Der skal ikke puttes flere penge ned i kommunekassen, der allerede indeholder langt mere, end rimeligt er.
Vi skal sikre at vores kernevelfærd, bliver det, vi er kendt for. Sikre at vores kommunale medarbejdere oplever at have mulighed for at løfte de opgaver, vi som politikere kræver af dem.
For mig er det vigtigt, at vi har vækst i balance - ikke kun i ord men også i handling. Vi skal ikke kun jagte det næste store projekt, men understøtte og udvikle vores lokalsamfund rundt om i kommunen, der er rygraden i en sammenhængende kommune.
Fællesskaber kræver involvering og investeringer. Fællesskaber kommer ikke af sig selv men er noget, vi skaber sammen, og vi som kommune skal understøtte."
Hvad er dine politiske mærkesager?
"Vækst i balance ikke kun i ord - også i handling. Vi skal stille langt større krav til de, der vil investere og bygge i vores kommune om, at der skabes maritim biodiversitet tilbage i Vejle Fjord - gennem partnerskaber mellem landbrug, spildevand og kommune.
Fremtidens grønne uddannelser til Vejle Kommune - oprettelsen af en nye uddannelser inden for Cirkulær økonomi.
Klima, natur og biodiversitet - vi skal som Danmarks 5. største kommune gå forrest og have langt større ambitioner inden for de grønne områder. Vi skal investere i løsninger, der giver merværdi.
Kernevelfærden tilbage i topform - det er dyrt konstant at brandslutte frem for at forbygge langsigtet."
Hvad er det første, du vil gå i gang med, hvis du bliver valgt?
"Jeg arbejder målrettet for at få skabt det økonomiske råderum, vi som Danmarks 5. største kommune bør have for at kunne levere en service, som borgerne har krav på.
Vi har fået 118 millioner kroner om året i udligningsreformen til trods for, at vi har en meget stor kassebeholdning. Det skyldes, at vores service niveau er katastrofalt lavt. Men før vi får udfordret rammerne og hævet baren for, hvad vi kan bruge på service, ryger disse penge bare ned i den fyldte kommunekasse.
Vi har hverken brug for at hæve skatte eller spare på andre området. Vi har brug for at tage et opgør med en budgetstyring, der var klog og ansvarlig i krisetider, men som nu år for år slider på vores velfærd, fordi vi ikke engang kan følge med den demografiske udvikling. Det vil være dybt uansvarligt ikke at investere i vores fælles velfærd."