Næblerød maler på væggene i Vejle

Foto: Vejle kunstmuseum. To udstillingsrum på Vejle kunstmuseum er lige nu Frederik Næblerøds lærred.
Profilbillede
dato

I disse dage render Frederik Næblerød rundt og maler på væggene på Vejle kunstmuseum. Udstillingen 'Work in progress' kan ses fra næste uge, torsdag d. 12/5 2022.

Frederik Næblerød er lige nu ved at skabe et kæmpestort midlertidigt vægmaleri på Vejle kunstmuseum. Det fylder alle væggene i to udstillingsrum, og vil være udstillet fra næste torsdag, og hele sommeren ud.

Udstillingen og værket 'Work in progress' bliver skabt i perioden 3.-6. maj 2022. Der er fernisering onsdag d. 11. maj kl. 16.00-18.00. Alle er velkomne, tilmelding er ikke nødvendig.

Som samtidskunstner inspirerer Frederik Næblerøds spontane og grænsebrydende formsprog os til at gentænke og reflektere over den verden, vi lever i. Frederik Næblerød er en samtidskunstner, der både poetisk og direkte afspejler stemninger og følelser i vores nutid. Hans kunst er udtryk for den verden, der omgiver ham nu og her.

Frederik Næblerød beskriver selv sin kunst som udtryksfuld og abstrakt. Han udtrykker sig hurtigt og spontant, og bruger ikke skitser eller forstudier.

Af og til sammenlignes hans kunst med den historiske, internationale kunstnersammenslutning CoBrA, men Næblerød er sin egen.

Frederik Næblerød er født i 1988. Han bor og arbejder i København, og er uddannet på Det Kgl. Danske Kunstakademi 2012-2018.

 Udstillingen kan ses fra torsdag d. 12. maj 2022 til søndag d. 4. september 2022. Der er altid gratis adgang på Vejle kunstmuseum.

Kilde: Vejlemuseerne
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.

Seneste på facebook