Af Martin Jensen
Dette er et læserbidrag af Martin Jensen, formand for 3F Vejle og byrådsmedlem for
socialdemokratiet, Spurvevej 7, 7100 Vejle
Danmark skal være rigere, grønnere og dygtigere. Sådan lød det i regeringens store udspil fra september. Et af forslagene er at investere i tre topmoderne klima-erhvervsskoler.
Skolerne skal være centrum for grøn teknologi, samtidig med at kommende generationer af faglærte skal få en uddannelse af høj kvalitet indenfor den grønne omstilling.
Det er helt oplagt at placere den ene af skolerne i Vejle. For det første ligger vi geografisk centralt og i centrum af landet. For det andet kan vi i Vejle skabe et godt samarbejde mellem skolen og de virksomheder, vi har i området, som i forvejen arbejder med den grønne omstilling – eksempelvis vindmøllefabrikker, Siemens og Green Tech center hvor nogle af fremtidens grønne løsninger indenfor energi, klima, vand og data mm. udvikles.
For det tredje har vi i forvejen en af Danmarks største erhvervsskoler, som i forvejen arbejder med klima og bæredygtighed, og et stærkt samarbejde vil være oplagt.
Jeg synes, at vi skal sætte os sammen – kommunen, arbejdsgivere og lønmodtagere – og lave en hurtig aftale om, at vi i fællesskab vil gøre, hvad vi kan, for at trække en af de nye skoler til Vejle.
Det vil både skabe flere
arbejdspladser og flere uddannelsespladser, samtidig med at det vil sparke til
den grønne udvikling ikke kun i vores eget område, men til gavn for hele
landet.
Denne artikel er et læserbidrag. Eventuelle holdninger og synspunkter tilhører forfatteren.