Ny naturklub for børn søger frivillige

Profilbillede
dato

I Vejle kan du nu glæde dig over mulighed for masser af uforglemmelige oplevelser for dit barn. Det er Red Barnets Naturklub Vejle, der inviterer børn i alderen 6-15 år med ud i naturen til masser af sjov og aktivitet. Der er fokus på at styrke det enkelte barn med fællesaktiviteter i trygge rammer. Udeliv og hygge går her hånd i hånd.

I september starter den nye Naturklub op for børn i alderen 6-15 år med et hold af frivillige – alle med fokus på udeliv og godt socialt samvær.

Her mødes børn og voksne én gang ugentligt i naturens smukke rammer til fælles fodslag, aktiviteter, sjov og hygge to timer om eftermiddagen på en hverdag samt én lørdag eller søndag om måneden, hvor børnenes forældre også inviteres med.

Styrker og aktiverer i trygge rammer

Det handler om at komme ud i den friske luft og få sig rørt, men bestemt også om at hjælpe børn lokalt med at få mere styrke, tryghed og nærvær. Programmet byder på inspirerende og meningsfyldte aktiviteter, der også inddrager børnene, så alle kan få gavn og glæde af de fælles aktiviteter.

Det nystartede initiativ søger desuden både frivillige samt frivillige teamledere til at indgå i projektet, der altså forventes skudt i gang i starten af september.

Kilde: Redaktionen

Seneste på facebook