Vejle Kommune har netop etableret to nye vandtilbageholdelsesområder ved Fruensmøllested Bæk i Grejs Å-systemet. Disse områder gør det muligt midlertidigt at forsinke store mængder regnvand, så det ikke når frem til Vejle på samme tid. Ved Fruens Møllested kan der nu tilbageholdes 63 millioner liter vand, hvilket er med til at reducere risikoen for oversvømmelser i Vejle by.
Projektet blev officielt indviet onsdag med deltagelse af lodsejere, politikere fra både Vejle og Hedensted Kommune samt flere samarbejdspartnere. Vandtilbageholdelserne er en del af Vejle Kommunes overordnede klimatilpasningsstrategi, hvor der arbejdes for at forberede sig på et klima med mere og kraftigere regn ved at skabe ekstra plads til vandet i landskabet. I stedet for at lede alt vand hurtigt mod byen, forsinkes flowet undervejs, så naturen fungerer som et midlertidigt reservoir.
Anlæggene ved Fruensmøllested Bæk er vigtige elementer i kommunens samlede indsats for at håndtere fremtidens nedbørsmængder. Målet er at kunne tilbageholde op til 220 millioner liter vand i oplandet til Vejle. Med de to nye områder og tre tidligere etablerede projekter kan der nu tilbageholdes samlet 125 millioner liter vand i Grejs Å-systemet.
Dermed er mere end halvdelen af målet nået, og projektet viser, hvad der er muligt, når lodsejere, kommuner og lokale aktører arbejder sammen om fælles løsninger på både klimaforandringer og naturforbedringer. Projektet bidrager ikke alene til at beskytte Vejle mod oversvømmelser, men giver også mere natur og øget biodiversitet, blandt andet gennem nye vådområder, omlægning af 5 hektar til natur og en ny sø på 4.000 m2.
Samarbejdet med de lokale lodsejere har været helt afgørende for gennemførelsen. Indvielsen gav anledning til at takke de involverede lodsejere og anerkende det lokale engagement, der gør denne type klimatilpasningsprojekter mulige.
Læs mere om klimatilpasning i Vejle Kommunes klimatilpasningsplan.
Se også en 7 minutters film om kommunens indsats for at sikre Vejle mod oversvømmelser samt en 6 minutters film om stormflodsikring.