Vejle er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Fremstilling i grundlovsforhør kl. 12.00 i Aarhus
Østjyllands Politi fremstiller i dag kl. 12.00 en 34-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus.
Den 34-årige er sigtet for otte indbrud i butikker i Aarhus-området begået i perioden 26. juni. - 23. juli 2023. Han blev anholdt søndag kl. 13.04 i et supermarked på Banegårdsgade i Aarhus.
Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre, og Østjyllands Politi har derfor ikke yderligere kommentarer til sagen.
**
Fremstilling i Grundlovsforhør kl 14.00 i Aarhus
Østjyllands Politi fremstiller i dag kl. 14.00 ved Retten i Aarhus to mænd på hhv. 50 og 65 år i grundlovsforhør. De er begge sigtet for grov vold og for at have overtrådt knivloven.
De to mænd blev anholdt på Lille Torv i Aarhus C natten til mandag kl. 03.54, da politiet modtog en anmeldelse om tumult mellem to parter. Ved patruljens ankomst til stedet fandt betjentene begge de to mænd med knivlæsioner.
Begge mænd blev kørt på hospitalet til behandling for deres skader. Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre til dagens grundlovsforhør af hensyn til sagens efterforskning.
**
Kun få sigtede til Samsø Festival
Specialpatruljen og Færdselsafdelingen fra Østjyllands Politi var i år med, da Samsø Festival løb af stablen fra onsdag til søndag i den forgangne uge. Stemningen var god, og det blev kun til få sigtelser i løbet af festivalen – 33 i alt.
Disse fordelte sig med 21 sigtelser for besiddelse af narko, 6 færdselsforseelser samt enkelte sigtelser for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, overtrædelse af knivloven, for at nægte at opgive navn og for at lægge forhindringer i vejen for politiets arbejde.
**
God og rolig åbning på Superliga-sæsonen
AGF og Vejle spillede søndag eftermiddag sæsonens første østjyske Superligakamp på stadion i Aarhus, og både den forudgående fanmarch og selve kampen forløb roligt og i god orden.
Det blev til nogle sigtelser til en enkelt person, en 32-årig mand, som i første omgang var blevet tilbageholdt af sikkerhedskontrollørerne, fordi han opførte sig udadreagerende og aggressivt.
Vagterne ønskede manden bortvist med hjælp fra politiet, men undervejs i dette blev den 32-årige så ophidset, at han måtte anholdes med den fornødne magt og tages med på politistationen. På ham fandt betjentene desuden en mindre mængde kokain.
Den 32-årige blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og for besiddelse af narko.
**
Færdsel
Søndag kl. 19.12 skete der et færdselsuheld på Randersvej i Aarhus, da en 21-årig kvindelig bilist endte i rabatten med store skader på bilen til følge. Kvinden forklarede selv, at bilens bagende var skredet ud på grund af regnvejret. Hun blev taget med på hospitalet til nærmere undersøgelse, men kom ikke umiddelbart alvorligt til skade.
Søndag kl. 20.54 skete der et færdselsuheld på Nordjyske Motorvej ved Grundfør, da en 69-årig mandlig bilist mistede herredømmet over sin bil, som drejede rundt og ramte autoværnet for herefter at ende i nødsporet. Ingen kom umiddelbart til skade ved uheldet.
Søndag mellem kl. 21.30 og kl. 22.00 skete der et færdselsuheld på Heibergsgade i Aarhus C, da en ukendt, kvindelig bilist påkørte en bil, som holdt parkeret i højre side af vejen, for derefter at stikke af fra stedet.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt fire indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.
- På Danmarksgade i Randers begået søndag den 23/7 kl. 04.50
- På Nørregade i Hammel begået søndag kl. 04.30
- På Louisevej i Brabrand begået mellem torsdag den 20/7 kl. 16.30 og søndag den 23/7 kl. 13.00
- På Rønnevangen i Sabro begået søndag den 23/7 mellem kl. 06.00 og kl. 20.10