Kulturmuseet i Vejle har netop slået dørene op til en gribende og opsigtsvækkende fortælling om omsorg, racehygiejne og dem, der ikke passer til samfundets normer.
I Brejning ligger Den Kellerske Aandssvageanstalt. Storslåede bygninger med høje spir og store parkanlæg. Den var Nordeuropas største anstalt af sin art og et internationalt forbillede. Fra 1899-1990 var anstalten hjem for samfundets undermålere og idioter: De åndssvage.
Den spæde velfærdsstat sendte udviklingshæmmede, døve, vagabonder, seksuelt aktive og mange flere til anstalten. På slottene i Brejning skulle de åndssvage lære at arbejde og gøre nytte i samfundet. De skulle have en hverdag så almindelig som muligt. En hverdag som tog højde for deres fysiske og mentale handicap og som lod dem være det de var: Svage i ånd og krop.
Men Brejning var også en isolationsanstalt. De åndssvage skulle gemmes væk for at beskytte samfundet. De havde en uhæmmet seksualitet, de var løgnagtige, dovne og dyriske.
Gennem deres defekte gener kunne de potentielt forurene den danske race og kompromittere den Vesteuropæiske civilisation. De åndssvage var farlige.
I udstillingen møder du en række mennesker, hvis skæbne på godt og ondt blev et liv på anstalten. Et af disse mennesker er Lillian.
Lillians appetit på mandfolk
For det danske samfund i første halvdel af 1900-tallet er Lillian Nielsen alt det man frygter. Hun bliver af lægerne anset som en karaktersyg, liderlig pige, der indlader sig i talrige seksuelle forhold og som med stor sandsynlighed vil videreføre sine defekte arveanlæg.
Derfor bliver Lillian steriliseret på Vejle Sygehus den 14. november 1935.
Efter sterilisationen bliver Lillian sendt i familiepleje i Bredballe nord for Vejle. Nu hvor hun ikke længere kan få børn, så skal hun ud og gøre nytte i samfundet.
Operationen har dog ikke kølnet "Lillians Appetit paa Mandfolk", som lægen skriver i hendes journal.
Tværtimod har hun så mange seksualpartnere, at græsset er trådt helt ned foran hendes vindue hos plejefamilien i Bredballe. Hun bliver derfor sendt tilbage til anstalten.
Årene går med flugtforsøg og flytninger frem og tilbage mellem anstalten på Sprogø, Brejning og familiepleje. Lillians familie forsøger gentagne gang at få hende udskrevet. En søster truer endda med at hive anstalten i retten.
Den 23. juli 1940 forsøger hun sammen med en veninde at flygte fra Sprogø. De bliver dog hurtigt fanget, hvorefter Lillian forsøger at begå selvmord ved at springe ud ad vinduet på første sal. Hun brækker kun benet.
Tilbage i celleafdelingen i Brejning er hun nu låst inde det meste af dagen. Ved 13-tiden den 25. januar 1941 spørger Lillian en plejerske, om hun altid skal være på anstalten. Svaret er "ja, saa længe du er uartig".
Samme eftermiddag mellem 16.15 og 17.30 binder Lillian sit lagen fast i cellens tagvindue og hænger sig selv.
Dagen efter sender anstalten et brev på seks linjer om Lillians død til hendes familie.
Museet har åbent tirsdag til søndag kl. 10.00 - 17.00. Der er altid gratis adgang.
Udstillingen er støttet af Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond og Sportgoodsfonden.
