RøgalarmPatruljen tjekker røgalarmer i Vejle på onsdag

Onsdag ringer RøgalarmPatruljen på dørene hos beboere i udvalgte områder i Vejle for at tilbyde beboerne et tjek af deres røgalarmer
dato

En røgalarm kan forhindre, at man kommer alvorligt til skade eller mister livet i en brand. Men i nogle boliger hænger røgalarmer, som ikke virker, og andre boliger har slet ikke nogen. Derfor sender BrandBevægelsen og TrygFonden i samarbejde med Vejle Brandvæsen nu RøgalarmPatruljen på gaden. På onsdag den 12. november besøger patruljen Vejle for at tilbyde udvalgte beboerne et tjek af deres røgalarmer.

Onsdag den 12. november kl. 18-21 ringer RøgalarmPatruljen på dørene hos beboere i udvalgte områder i Vejle for at tilbyde beboerne et tjek af deres røgalarmer. Mangler alarmen nye batterier, skifter patruljen dem, og har boligen ingen røgalarm, så tilbyder patruljen at sætte en røgalarm op helt gratis. Beboerne i boligområderne bliver informeret på forhånd om, at patruljen går rundt i kvarteret.

- Vi håber, at beboerne vil tage godt imod RøgalarmPatruljen. Patruljen besøger områder, hvor der bor mange ældre mennesker, da de er særligt udsatte for brand i hjemmet. Ofte er det også hos de ældre, at der mangler røgalarmer, da de kan have svært ved selv at få røgalarmerne sat op og løbende tjekke, om batterierne stadig virker, siger Ole Nedahl, konsulent i BrandBevægelsen.

RøgalarmPatruljen består af unge Brandkadetter fra lokalområdet samt lokale brandfolk fra Vejle Brandvæsen. De unge har forinden lært at opsætte og teste røgalarmer, så de er godt klædt på til at være ambassadører for røgalarmer og styrke brandsikkerheden i lokalområdet.

- Vi håber, at RøgalarmPatruljen skaber opmærksomhed om røgalarmer – både blandt dem, der får besøg, men også i befolkningen generelt. Det skal få flere til at huske at teste deres røgalarmer med jævne mellemrum og sikre, at der også hænger virksomme røgalarmer i deres ældre familiemedlemmers boliger. Det vil forhåbentligt betyde færre brande i private hjem i fremtiden, siger Ole Nedahl.

Siden 2015 er der i gennemsnit omkommet 52 personer om året i Danmark i forbindelse med utilsigtede brande, der fx opstår pga. en utilsigtet menneskelig handling eller svigt af elektrisk udstyr. Derudover er der hvert år tusindvis af brande, hvor personlige ejendele og uerstattelige minder går tabt. 

- Røgalarmer er effektive til at advare om brand. Derfor er de centrum for TrygFondens indsatser for at reducere antallet af mistede liv og alvorligt tilskadekomne i forbindelse med brand. Der hænger røgalarmer i 78 pct. af boligerne i Danmark, men det er desværre ikke dem alle, der virker, og samtidig er der boliger helt uden røgalarmer. Det tager kun to minutter at montere en røgalarm i loftet, og den koster under 100 kr. Så det er en lille indsats, der til gengæld giver tryghed og kan redde liv, siger René Højer, projektchef i TrygFonden.

Vidste du, at

  • Der er i gennemsnit omkommet 52 personer ved en utilsigtet brand hvert år gennem de seneste 10 år i Danmark
  • I 2024 omkom 41 personer i en utilsigtet brand
  • Størstedelen af de omkomne i dødsbrande er over 50 år
  • Omkomne i brand er oftere mænd end kvinder
  • Det er oftest folk, som bor alene, samt personer med behov for pleje, der omkommer i brand
  • Uforsigtighed ved rygning er den hyppigste årsag til dødsbrande
  • I mindst halvdelen af de boliger, hvor der opstår en dødsbrand, er der ikke installeret en røgalarm, og kun ved 14 pct. af dødsbrandene er der registreret en fungerende røgalarm i boligen

Kilde: Beredskabsstyrelsen og TrygFonden

 

Fakta om røgalarmer

  • Omkring 250.000 danskere har i løbet af de seneste fem år haft brand i hjemmet
  • Cirka 650.000 danske hjem mangler en røgalarm
  • En røgalarm kan redde liv
  • En røgalarm er vågen døgnet rundt og reagerer på røgudvikling – den vil derfor opdage en brand allerede i opstartsfasen, så du kan nå at slukke den eller få dig selv og andre ud af boligen
  • Tjek dine røgalarmer jævnligt, mindst én gang om året. Test også, når du har været væk i længere tid, da batterierne kan løbe tør, uden at du har hørt den advarselslyd, der fortæller, at de er brugt op. Tryk på testknappen – røgalarmen bipper, hvis den stadig virker.
  • Hvert år bør røgalarmen rengøres. Fjern støv med en børste eller støvsuger, og rengør alarmen med en blød og fugtig klud.
  • Du kan øge sikkerheden for de ældre i din familie ved at sikre, at de har en virksom røgalarm i hjemmet.

Kilde: TrygFonden og BrandBevægelsen

 

Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.