Sebastian Band forkæler Vejle

Profilbillede
dato

Torsdag d. 3. februar inviterer Vejle Musikteater indenfor til dansk folkelig musik med den ikoniske Sebastian. Denne gang med imponerende band og ikke mindst hits, som de fleste kan drømme sig væk i.

Hodja fra Pjort, Fuld af nattens stjerner, Nana, Måske ku’ vi og mange flere. Hitlisten er lang og vidner om en sanger, der har gjort det godt med mere end to millioner solgte albums.

1960’erne blev starten på Knud Torben Grabow Christensens karriere – bedre kendt som Sebastian. Sang, komposition, musicals, koncerter og duetter står på cv’et. 

Blandt de mere kendte duetter hører bl.a. navne som Lis Sørensen og Sissel Kyrkjebø. 

Folkekær sanger på 50-års jubilæumsturné

Mere end 1000 koncerter og radiohits har gjort Sebastian til kært folkeeje. Nu er han på turné med band for at fejre sit 50-års jubilæum. Danmarksturnéen rammer også Vejle – hvor salen får lov at opleve det store orkester.

Her kan du glæde dig til både smukke toner fra Sebastian, men også fra Nils Henriksen (guitar), Michael Friis (bas og kapelmester), Klaus Menzer (trommer), Perry Stenbaeck (guitar, strengeinstrumenter, kor), Misen Groth (sang), Gry Harrit (sang), Anne Sejer sang og percussion) og Peter Dencher (keyboard, harmonika, kor).

Der er lagt i brændeovnen til en forrygende aften med ren musikalsk forkælelse fra en af vor tids store danske musikikoner.

Se mere og køb din billet her.

Kilde: Redaktionen

Seneste på facebook