Vinterferien står for døren, og Vejle frister med masser af aktiviteter. Find sjove, spændende og ikke mindst gratis aktiviteter til din ferie for både børn og voksne.
Uge syv kan mange børn og voksne i Vejle glæde sig over at holde fri fra både skoler, institutioner og job – her melder vinterferien nemlig sin ankomst, og har du ikke allerede lagt planer, så kan du måske finde inspiration her.
Blandt de gratis aktiviteter kan bl.a. nævnes vinterbadning. Både Albuen strand, Tirsbæk strand og Vejles havnefront egner sig fortræffeligt til denne aktivitet. Vær dog opmærksom på badeforhold, glatte overflader og egen kropstemperatur. Prøv også en eller flere af de indbydende vandreruter i Vejle.
Der findes også flere gratis museer i og omkring Vejle. Af museer i umiddelbar nærhed kan bl.a. nævnes De Gamle Spinderihaller, Bindeballe Købmandsgård, Børkop Vandmølle, Egtved Museum, Egtvedpigens Grav, Give-Egnens Museum og Kellers Minde Museum.
Hygge, sjov og spænding til store som små
Skal der lidt mere fart over feltet, så kan ferien eksempelvis foregå på cykel rundt omkring i Vejle. Bindeballestien, regionalrute 36, Vork Bakker, havnepromenaden samt cykelruten gennem Vejle Ådal er bestemt også en tur værd.
For de mindste kan en tur på Vejle Bibliotekerne gøre hele forskellen. Her er ro, bøger og legetøj. Her kan både voksne og børn hygge uanset vejret. Biograferne i Vejle byder også på spænding for store som små - og ofte med flere forestillinger om dagen.
Givskud Zoo og Legoland ligger i overskuelig køreafstand, og skulle du være mere til vand og wellness, så er det oplagt med vandplask i DGI Huset i Vejle.
Mulighederne er mange – og tilmed mange gratis muligheder for hygge, sjov og aktivitet i løbet af vinterferien, så måske du skulle planlægge din ferie i Vejle allerede nu.