Støttekoncert i Vejle for ukrainere på flugt

Foto: Vejle Kommune. Søndag den 20. marts afholder Vejle Kommune en støttekoncert for ukrainere på flugt.
Profilbillede
dato

Vejle Kommune afholder en støttekoncert for ukrainere på flugt i Vejle Musikteater søndag den 20. marts kl. 16.00. Her kan du i en god sags tjeneste nyde musikken fra lokale og nationale kunstnere og samtidig møde en række af de nødhjælpsorganisationer, der hjælper ukrainere på flugt.

Rigtig mange ukrainere er drevet på flugt fra deres hjemland, og situationen i Ukraine udvikler sig dag for dag og time for time. På hver vores måde kan vi som borgere, virksomheder og foreninger være med til at hjælpe.

Vejle Kommune og Vejle Musikteater lægger hus til en eftermiddag spækket med god musik og inspirerende oplæg for at understøtte de lokale kræfter, som på den ene eller anden måde hjælper ukrainere på flugt. Det sker, når Vejle Kommune afholder støttekoncert søndag den 20. marts i Vejle Musikteater.

"Det er klart, at ukrainernes situation har berørt os alle dybt. I Vejle Kommune vil vi hjælpe, hvor vi kan. Og det kan vi blandt andet gennem denne støttekoncert, hvor vi mobiliserer lokale kræfter og understøtter den humanitære hjælp til ukrainere på flugt," siger Jens Ejner Christensen, borgmester i Vejle Kommune.

Til støttekoncerten vil du blandt andre kunne høre Jørgen Olsen fra Brødrene Olsen, som optræder med en helt særlig sang, og de lokale kunstnere Ronnie Atkins fra bandet Pretty Maids, pianist Pojken Flensborg og Laurits Emanuel fra Fyr og Flamme. Herudover optræder Vejle Musik- og Kulturskoles ungdomskor og koncerten afsluttes med fællessang, hvor kirkens børnekor synger for.

Sæt selv pris på oplevelsen
Alle kunstnere, der optræder til støttekoncerten, optræder gratis, og billetter til støttekoncerten er også gratis. Til gengæld kan gæsterne selv sætte en pris på oplevelsen ved at donere et valgfrit beløb til en eller flere af de nødhjælpsorganisationer, som yder humanitær hjælp til ukrainere på flugt.

Når gæsterne ankommer til Vejle Musikteater har de mulighed for at møde nødhjælpsorganisationerne i foyeren og høre om deres arbejde, heriblandt Røde Kors, Red Barnet og Dansk Flygtningehjælp.

"Det betyder meget, at Vejle Kommune lægger rammer til det her arrangement. Ukrainerne er meget små i en meget stor krig. Der er brug for al den hjælp, vi overhovedet kan samle sammen. Støt ukrainerne. Hjælp ukrainerne," siger Sergiy Panasyuk fra den ukrainske forening, Klub Ukraina.

Hent din billet online via Vejle Musikteater
Billetter til støttekoncerten kan hentes online på musikteatrets hjemmeside her. 

Kilde: Vejle Kommune
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.

Seneste på facebook