BARZONE indbyder til masser af udendørs træning uden udstyr sommeren over med Street Workout i Vejle Barpark. Flere gange ugentligt står den således på fællestræning i det fri med instruks fra professionelle trænere. Her vil være øvelser med egen krop som modstand samt rig mulighed for udfordringer, socialt samvær og ikke mindst at komme i form.
Det behøver hverken at være kedeligt at komme i form, koste store summer på udstyr eller at foregå indendørs. Vejle byder på meget mere end det.
Med BARZONE’s Street Workout, så er der dømt masser af frisk luft samt udendørs træning uden brug af udstyr – og med egen kropsvægt som modstand. Måske det var noget for dig?
De ugentlige fællesarrangementer byder tilmed på muligheden for at få nye bekendtskaber eller måske en god træningsmakker, der kan hjælpe med at holde motivationen kørende.
Unikt fællesskab
Selve visionen bag BARZONE’s Street Workout arrangementerne er langt mere end blot at komme i form. Her stræbes der efter at danne et unikt fællesskab.
Om du er nybegynder, øvet eller professionel motionist – det spiller ingen rolle. Alle er velkomne. Street Workout er for alle typer og alle niveauer.
Street Workout og Calisthenics er en måde for både børn, unge og voksne at få en sundere livsstil. Nu er muligheden der hver mandag, torsdag og lørdag – lige midt i Vejle.