Det er næsten et år siden, at Operation X afslørede, at prestigebyggeriet “Bølgen” i Vejle ikke overholder reglerne i byggetilladelsen.
Nu skal det ulovlige byggeri forstærkes i dele af konstruktionen for at kunne leve op til tilladelsen. Der skal monteres store stålplader både indeni og udenpå elevatorskaktene.
“Problematikken er ikke bygningens sikkerhed som sådan, men det vurderes, at der ved ekstreme situationer som meget kraftig blæst kan opstå svingninger i ejendommen, der overstiger det tilladte. Og dermed var det ikke i orden”, siger Lars Buksti, chef for Plan, Byg og Miljø i Vejle Kommune ifølge TvSyd.
Det er Bach-gruppen, der står bag det ulovlige byggeri, hvor der blev valgt andre forstærkninger til byggeriet, end byggetilladelsen tillod.
Nu er der en plan klar til at forstærke bygningen, men først skal lovgivningen være på plads, inden det kan gennemføres.