VB forfremmer Christian Gammelgaard til A-truppen

Vejle Boldklub har fra 1. juli indgået en to-årig kontrakt med Christian ”GG” Gammelgaard (Foto: Vejle Boldklub)
Profilbillede
dato

Af: Vejle Boldklub

Vejle Boldklub har fra 1. juli indgået en to-årig kontrakt med Christian ”GG” Gammelgaard, der dermed rykkes permanent op i A-truppen efter endt ungdomstid på akademiet. Den 18-årige offensivspiller, der allerede i efteråret fik sin 3F Superliga-debut, begyndte i VB som fem-årig og har aldrig spillet for andre klubber.

Da 3F Superliga-truppen i weekenden satte kursen mod Tyrkiet og fjorten dages træningslejr frem mod forårets strabadser, var der gjort plads til to unge talenter fra Akademiet. Den ene af dem var Christian ”GG” Gammelgaard, der siden efteråret har trænet regelmæssigt med A-truppen, og fra sommer oprykkes han permanent til A-truppen, når han bliver seniorspiller.

Talentchef Steen Thychosen, der med tilgangen af ”GG” i A-truppen har sendt otte spillere fra Akademiet i VB Parken og ind til Roms Hule, ser gode muligheder for at offensivspilleren i de kommende år kan bryde igennem.

– Det er helt fortjent, at ”GG” kommer igennem til A-truppen, og jeg har aldrig været i tvivl om potentialet i ham. Han er en teknisk dygtig spiller der kan bruges på flere af de offensive positioner, og han tænker virkelig fodbold. Venstrebenet kan det meste på en fodboldbane, og det er både som iscenesætter og som afslutter, siger Steen Thychosen.

– ”GG” er vores egen spiller og det her er blomsten fra Akademiet. Allerede som U11- og U12-spiller var talentet ekstremt tydelig for alle, og han blev som ganske ung betragtet som et af de største talenter i årgangen på landsplan. Men han er sent udviklet rent fysisk, og det er først i de sidste halvandet til to år, at det virkelig har taget fart, og her har han været en markant profil på vores U19 Liga-hold.

– Han er selvfølgelig blevet målt op imod Wahid Faghir og Oliver Provstgaard fra samme årgang, og dem er han fuldt ud på niveau med, og årgang 2003 er vores guldårgang. ”GG” fortjener stor ros for at have kæmpet med sit talent i hårde tider og fokuseret, men der skal også lyde rosende ord til de mange trænere og ledere på de respektive årgange ,der har arbejdet med ham i årenes løb, siger Steen Thychosen.

Sportschef Marius Adrian Nicolae er glad for, at VB igen følger klubbens sportslige strategi ved at tilføje endnu en talentfuld spiller fra klubbens Akademi til 3F Superliga-truppen.

– Christian ”GG” Gammelgaard har arbejdet hårdt og målrettet i en lang periode for at gøre sig fortjent til en plads i A-truppen og det er også derfor, at han lige nu befinder sig i Belek og deltager i træningslejren. Der kommer en spiller op i A-truppen, som regelmæssigt har trænet med superligaholdet i denne sæson. Vi har allerede set ”GG” matchet mod spillere, som han nu skal konkurrere om spilletiden med, og vi har en forventning om, at han byder sig til i konkurrencen om spilletid.

– Der er punkter, hvor en ung spiller fortsat skal forbedre sig, men det, vi har set på især U19 Liga-holdet og igennem træning og kampe med A-truppen, gør, at vi tror på potentialet i en talentfuld spiller som ”GG”. Han har fine tekniske kvaliteter, et godt blik for både at afslutte og finde sine medspillere på banens sidste tredjedel, og så er han dedikeret.

– Vi har set ham anvendt både på kanten og bag en angriber, og det er til de forreste pladser på banen, han vil byde sig til. Det giver en god dynamik i en spillertrup, at der kommer unge spillere op fra Akademiet, og vi er glade for, at det meget målrettede arbejde i VB Parken betyder, at vi igen kan indlemme en god ungdomsspiller. Vi har et talentfuldt U19-Ligahold, hvor Christian ”GG” Gammelgaard er den første af forhåbentlig flere til at tage springet ind i A-truppen, siger Marius Adrian Nicolae.

Christian ”GG” Gammelgaard, der er født den 10. marts 2003, er søn af Niels Ejnar Gammelgaard der spillede 39 kampe på VB’s divisionshold fra 1993-96. ”GG” debuterede i 3F Superliga-kampen mod FC Nordsjælland (2-0) den 22. oktober 2021 og står noteret for to førsteholdskampe for VB.

Kilde: Vejle Boldklub
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.