Vejle: Anna gik fra ensomhed til ungeambassadør

Her ses Anna Rønberg som frivillig for Den Lave Højskole
Profilbillede
dato

Da Anna Rønberg var 17 år gammel, var hun plaget af ensomhed. Men et møde med Ungehuset Værket tændte en ild i hende. I dag som 26-årig er hun stadig frivillig for flere initiativer.

”I 2014 kom jeg tilfældigvis forbi Vejle Ungehus, hvor der stod en i døren og vinkede til mig. Jeg kommer ind og bliver mødt af den daværende kulturkonsulent og nogen af de frivillige, der siger: hey kunne det være interessant for dig at være her?’”

Dette er starten på Annas karriere som frivillig. I dag bor hun godt i Horsens, hvor hun studerer til social/specialpædagog, men hun tager stadig jævnligt til Vejle for at afholde arrangementer for unge.

Værket

Værket er Vejles ungehus. Et sted, hvor man som ung mellem 15 og 25 kan komme til arrangementer og lave en masse forskellige aktiviteter som koncerter, kreaklubber og madaftener.

”Værket er helt klart det, der har skabt mig. Det har været en del af min ungdom. Det er det, der har gjort, at det her frivillighed driver i mig.”

Det, der skabte Annas store tilknytning til Værket var særligt den kulturkonsulent, Samuel, der på daværende tidspunkt var tovholder for Værket.

”Han tog mig ind under sine vinger på et tidspunkt, hvor jeg var plaget af ensomhed, og han viste mig, hvad ledelse og ansvar er, og hvad det er, du gør, når du laver aktiviteter for andre mennesker.”

At hun blev en del af frivilliggruppen hos Værket er det, der ledte hende til hendes uddannelse til social/specialpædagog i dag.

”Jeg har en drøm om at kunne blive kulturkonsulent i et ungehus, ligesom Samuel var.”


Collage med billeder fra nogle af de frivillige fra Værket

Den Lave Højskole

Det er ikke kun hos Værket, at Anna har gjort et stort arbejde. Hun var også med til at starte ”Den Lave Højskole”, som er en højskoleaften, der bliver holdt én gang i måneden, hvor der bliver holdt foredrag.

”Hele højskoleaftenen er kun én dag i måneden, men det er den ånd, der går med i vores koncept igen og igen, der betyder noget.”

At hun blev en af frontløberne for højskoleaftenen, er ifølge hende selv også en ren tilfældighed. Hun var tidligere involveret i initiativet Unge Spiser Sammen, og derigennem mødte hun tre ligesindede, der havde lyst til at lave arrangementer for unge mennesker.

”Vi kan se på de unge, at det er noget, de elsker. Det med, at vi bare er sammen om det, og at dørtasklen er så lav.”

Frivillighed og uddannelse

På trods af, at Anna ikke får penge for det hun laver, så prioriterer hun det højere end sin uddannelse.

”Jeg lærer rigtigt mange ting på mit studie, og jeg læser en masse bøger omkring at være sammen med mennesker. Men det at være ude fysisk sammen med mennesker, det er det, der driver mig.”

For at strukturerer sit arbejde, så har hun på et skab i sin lejlighed klistret papirer op, så hun kan danne overblik over sin kalender, hvad hun skal have fokus på, de vigtige processer, pædagogiske redskaber og meget andet.

”Jeg er enormt stolt af det, jeg laver, og jeg kan se et fremskridt ved mange af de unge, der bliver ved med at komme til vores arrangementer. Så jeg tager mig tid, fordi jeg synes, at det er så vigtigt,” fortæller hun om, hvorfor hun bruger så meget tid på det frivillige.


Annas skab, der er fyldt med de ting, hun skal have fokus på.

Anna og Vejle

Vejle er ifølge Anna en by, hvor unge i aldersgruppen 15-25 godt kan blive glemt, da der er så meget andet, der fylder i kommunen. Men den identitet, man skal udvikle i den aldersgruppe, gør det rigtigt vigtigt at have et fællesskab, som man kan støtte sig op af. Det er det, Anna gerne fortsat vil skabe i Vejle.

”Det jeg har bygget op, det har længe været et brændpunkt indeni mig efterhånden. Mit hjerte ligger hos Vejle, også selvom jeg bor i Horsens nu.”

Ungekalender Vejle – Find dit fællesskab

Annas seneste projekt, som hun selv har udviklet, er ”Ungkalender Vejle – Find dit fællesskab”. En online platform via Facebook og instagram, hvor unge kan finde aktiviteter og arrangementer, der passer til dem og deres aldersgruppe.

”Det er noget af det, som jeg havde i den alder, og jeg har været så glad for at kunne finde andre fællesskaber og skabe et netværk gennem forskellige aktiviteter i Vejle.”




Hvis du vil vide mere omkring de initiativer, som Anna er en del af, så kan du læse mere via disse links:

Ungkalender Vejle – Find dit fællesskab www.facebook.com/ungkalendervejle

Værket - Vejles Ungehus www.facebook.com/vaerketvejle

Den Lave Højskole www.facebook.com/denlavehojskole


Kilde: Redaktionen

Seneste på facebook