Vejle Kommune går med i March mod Ensomhed ‘22

Konceptet for March mod Ensomhed er enkelt: Patrick må ikke gå, medmindre han har følgeskab - ellers skal han stå stille. (Foto: Vejle Kommune)
Profilbillede
dato

2.000 kilometer og 2,5 millioner skridt gennem 81 kommuner. Vær med, når Patrick Cakirli går fra Vejle Rådhus den 10. september kl. 7.30 og sæt fokus på den ensomhed, der er hverdag for mange danskere.

Konceptet for March mod Ensomhed er enkelt: Patrick må ikke gå, medmindre han har følgeskab - ellers skal han stå stille. På den måde bliver hans vandring symbol på vigtigheden af fællesskab og social ansvarlighed i kampen mod ensomhed.

Grejsdal Efterskole og Vejle Kommune bakker op om arrangementet med praktisk hjælp. Peder Hummelmose, der er formand for Sundheds- og Forebyggelsesudvalget, opfordrer vejlenserne til at snøre vandrestøvlerne og sende Patrick på vej, når han skal gå fra Vejle til Horsens.

"Hvis du følger Patrick på vej, er du med til at gøre en forskel og sætte fokus på et kæmpe sundhedsproblem. Patrick har selv kæmpet med ensomhed og er et godt eksempel på, at det hjælper at række ud efter hjælp. Han rummer en historie, der kan være inspiration for andre og tænde et håb," siger Peder Hummelmose, der selv går med den første kilometer fra Vejle.

Desperation fik Patrick til at handle
Den 7. december 2016 rakte Patrick Cakirli nemlig ud i desperation på sociale medier for at finde nogen at snakke med. Ensomheden var ved at æde ham op og blot få uger forinden havde han været indlagt på psykiatrisk afdeling, fordi han var akut selvmordstruet. I opslaget skrev han:

- Jeg er desperat efter at møde nye mennesker. Jeg er ensom og går igennem den sværeste periode i mit liv. Jeg sidder på trapperne foran rådhuset fra klokken 14 til 20. Jeg har sorte bukser og en North Face-taske på. 

Først dukkede én person op ved trappen med et tæppe og brændte mandler. En anden mødte frem og en til, indtil de til sidst var 17 mennesker samlet. Patrick opdagede, at han ikke var alene om følelsen af ensomhed. Det var startskuddet for Ensomhedsmarchen.

Patrick overnatter fra fredag den 9. til lørdag den 10. september på Grejsdalens Efterskole, hvor han vil spise aftensmad med eleverne og fortælle om turen. Der er afgang fra Rådhustorvet 1, hvor Vejle Kommune og Føtex er vært for en kop kaffe, croissanter og æbler.

FAKTA

  • Det er gratis at deltage, og du bestemmer selv, hvor langt du vil gå med.
  • Se ruten gennem Danmark
  • Deltagelse er gratis, og man bestemmer selv, hvor og hvor langt man vil gå med.
  • Tilmelding foregår på March mod Ensomheds Facebook-side
  • Patrick har fødselsdag den 9. september, hvor han ankommer til Vejle.
  • March mod Ensomhed '22 udføres i samarbejde med over 45 kommuner, Frivilligcentre & Selvhjælp Danmark, RECOVERY BULLS og Middelfart Sparekasse. 
  • Det er muligt at støtte March mod Ensomheds Landsindsamling via bankoverførsel (1686 3232619987) eller på MobilePay (425 000).

TAL OM ENSOMHED

  • I alt 8,9 % af borgerne i Region Syddanmark er ofte alene, selvom de mest har lyst til at være sammen med andre ('uønsket alene')
  • De største andele med tegn på ensomhed ses blandt begge køn i de yngste aldersgrupper, og andelen er særligt stor blandt kvinder i aldersgruppen 16-24 år (24,4 %).
Kilde: Vejle Kommune
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.

Seneste på facebook