Vejle Kommune og UCL udvider samarbejdet om traineelæreruddannelsen i Jelling. Fremover kan flere studerende tage en fuld læreruddannelse, mens de samtidig arbejder på en folkeskole i Vejle Kommune og får løn under hele uddannelsen.
Børne- og Familieudvalget har godkendt en model, hvor 20 trainee-studerende optages om året i perioden 2026 til 2029. Det betyder, at der oprettes i alt 80 trainee-stillinger over de næste fire år. Vejle Byråd har via budgetforliget for 2026–2029 afsat 16 millioner kroner til udvidelsen af traineeordningen. Målet er at gøre læreruddannelsen i Jelling mere attraktiv og sikre et solidt rekrutteringsgrundlag til kommunens folkeskoler på længere sigt.
Som trainee er man både studerende og ansat. De studerende vil deltage i undervisning på UCL Campus Jelling to til tre dage om ugen og samtidig være ansat 9,25 timer ugentligt på en folkeskole i kommunen gennem alle fire studieår.
Ordningen indebærer, at trainee-studerende er ansat på den samme skole i Vejle Kommune under hele uddannelsen og modtager løn på cirka 9.000 kroner om måneden. Der er desuden mulighed for at modtage SU. Stillingerne bliver slået op den 15. februar, og ansøgningsfristen er medio april. For at komme i betragtning til en trainee-stilling er det en forudsætning, at man også søger ind på læreruddannelsen i Jelling.
Formålet med udvidelsen er både at investere i fremtidens lærere og skabe attraktive uddannelsesmuligheder i kommunen. Udvidelsen ses som et vigtigt skridt for både studerende, arbejdsmarkedet og kommunens skoler.
https://www.vejle.dk/da/nyheder/laereruddannelse-med-loen-styrker-samarbejde/