På Ukraines nationaldag den 24. august viser Vejle Kommune sin støtte til ukrainernes kamp for at bevare landets kulturarv. Derfor vil man opleve statuer i bybilledet, der er pakket ind i sandsække.
Kulturarv er et lands fælles hukommelse og identitet. Monumenter, statuer og kunstværker er en vigtig del af enhver bys liv.
Derfor er Ukraines kulturarv et strategisk mål for Putin, og borgerne i Ukraine gør alt, hvad de kan for at bringe kulturarven i sikkerhed.
For at vise sin solidaritet for ukrainerne og for at sætte fokus på vigtigheden af vores fælles kulturarv, vil borgerne i Vejle Kommune opleve statuer i bybilledet, der er pakket ind i sandsække.
- Situationen i Ukraine er dybt alvorlig og vi ser nogle tapre borgere, der risikerer deres liv for at bevare landets kulturarv. Det vil vi i Vejle Kommune gerne være med til at sætte fokus på og vise vores opbakning til, siger borgmester i Vejle Kommune, Jens Ejner Christensen.
- Med denne solidaritetserklæring ønsker vi at lyse på, hvilken vigtig rolle kulturarv spiller for vores fælles historie og liv. Samtidig minder vi hinanden om, hvor vigtigt det er, at vi værner om kulturen. For den kan forsvinde, hvis vi ikke passer på den, siger Dan Arnløv Jørgensen, formand for Kultur- og Idrætsudvalget i Vejle Kommune.
Konkret vil to statuer på rådhustorvet i Vejle og en statue foran Vejle Kunstmuseum være dækket at sandsække på Ukraines nationaldag den 24. august.
Om solidaritetserklæringen
Solidaritetserklæringen sker på baggrund af en henvendelse fra Den Ukrainske Ambassade, der opfordrer landets kommuner og kulturinstitutioner til at støtte op om Ukraines kamp gennem kulturen.
Det er ikke første gang, at borgere beskytter sit lands kulturarv med sandsække under en krig. Også under 2. verdenskrig blev kulturinstitutioner og monumenter pakket ind i sandsække.