Det er kun Vejle Sygehus, der kan bryste sig af denne anerkendelse i Danmark: Sygehuset har fået en fornem hæder for at leve op til europæiske standarder for kræftbehandling.
OECI, Organisation of European Cancer Institute, har anerkendt Vejle Sygehus som ”Clinical Cancer Center”, fortæller sygehuset i en pressemeddelelse.
“Jeg er bare så stolt af denne akkreditering og ikke mindst af de mange kræfter, som vores medarbejdere hver dag lægger i at give vores patienter den allerbedste behandling og pleje. Den holdindsats fra alle medarbejdere sikrer, at vi tilbyder excellence i patientforløbene samtidig med, at vi gennem forskning og udvikling arbejder på at gøre det endnu bedre”, lyder det fra sygeplejefaglig direktør, Hanne Andersen.
OECI har kvitteret med den sjældne anerkendelse efter et besøg på kræftafdelingen på Vejle Sygehus, hvor observatørerne lagde mærke til de høje standarder inden for kvalitet og forskning.
Det er anden gang, at Vejle Sygehus får den fine titel, i 2016 lykkedes det også sygehuset at få OECI-stemplet.