I september åbner Vejles Folkemøde for fjerde gang til en fest fyldt med oplevelser, foredrag og aktiviteter i gadebilledet. Alle har mulighed for at sætte deres præg på begivenheden – og alle inviteres til kick-off-møde den 13. juni.
- Vi skal smage, vi skal diskutere, vi skal udfordres, og vi skal prøve ting af sammen.
Sådan sagde borgmester Jens Ejner Christensen, da han åbnede Vejles Folkemøde i 2019. Siden er der gået tre år og en coronapandemi, men nu er arrangørerne igen klar til at skyde et folkemøde godt i gang fredag den 23. september og lørdag den 24. september 2022.
Kodeordene for Vejles Folkemøde er fællesskab, mangfoldighed og demokrati i øjenhøjde, og formålet er at skabe en arena, hvor borgere, politikere og virksomheder mødes til en snak om nutidens udfordringer og fremtidens løsninger. Temaet for årets folkemøde er ‘En folkefest for nærdemokratiet - alt det, vi deler’.
Alle borgere har nemlig mulighed for at sætte deres helt eget præg på begivenheden ved at byde ind med en aktivitet, en idé, oplevelse eller en passion, de vil dele med andre.
Blandt de 100 aktivitetstilbud i 2019 var der blandt andet dialogmiddag med over 300 mennesker samlet ved et langbord i gågaden, konkurrencer, skoleelevers madpakkesmøring, menneskebibliotek og kunst med cigaretskodder. I år bliver programmet en palette af aktiviteter, som endnu ikke er helt på plads.
Mandag den 13. Fra klokken 17 til 21 er der kick-off-workshop på Vejle Rådhus. Her samles alle, der har lyst til at dele en idé eller deltage i Vejles Folkemøde. Her kan deltagerne få hjælp med det praktiske til at gennemføre deres idé - og her kan man finde ligesindede, som måske brænder for det samme.
Tilmelding til kick-off-workshoppen:
Tilmelding til kick-off-workshoppen findes her - så er du sikret en plads og mad under arrangementet.