Vejles Klimapris: fire borgere er nomineret til ny pris

Profilbillede
dato

Vejles Klimapris overrækkes 28. januar. Men nu kan borgere stemme på fire finalister, der har lagt kræfterne i alt fra affaldssortering til fjernvarme og vandbesparelse og genbrug - alt sammen for at gøre Vejle Kommune grønnere.

Klimadag i Vejle afvikles for første gang 28. januar i Spinderihallerne. Det sker fra klokken 13.30-17.30 - og på programmet er blandt andet uddelingen af Vejles Klimapris. 

Borgerne i Vejle Kommune har indstillet 26 kandidater til prisen, og nu har Klima-, Natur- og Miljøudvalget valgt fire kandidater ud – nemlig Kristian Bøtkjær, Jesper Follestad, Michael Bjørn Rasmussen og Celina Sørensen.

Kandidaterne har arbejdet med affaldssortering, fjernvarme, vandbesparelse og genbrug - alt sammen for at mindske CO2-udslip og gøre deres lokalområder grønnere. 

Om sit projekt fortæller Kristian Bøtkjær:

"Vi har blandt andet lavet en Repair Café i Vandel. Det er så fedt at se, hvordan både unge og gamle kigger forbi hernede, og at den er blevet et grønt samlingspunkt, hvor folk er sociale, mens de også kan få repareret deres ting."

Genbrug og sortér affald

En anden finalist til Vejles Klimapris, som har fokus på affald, er Michael Bjørn Rasmussen. Han brænder dog især for sortering, som han mener, at alle kan bidrage til: 

- Jeg har fokus på, at vi får sorteret affald ordentligt på Rusmiddelcenter Vejle. Vi skal ikke smide noget ud i restaffald, som egentlig kunne genbruges. Jo flere, der kan se ideen med at sortere, jo mere breder det sig.

Han understreger hertil, at alting tæller. Dét princip gælder også for tredje finalistprojekt fra Jesper Follestad.

Spar på og optimér energien

For to år siden så han nærmere på overskudsvarme i industrien, som måtte kunne udnyttes bedre. Det kunne den heldigvis, og derfor er industrien og et lokalt varmeselskab i Farre nu gået sammen om et nyt fjernvarmeprojekt:

"Jeg håber, at et projekt som det her kan blive et af flere i Vejle Kommune. Politikerne taler ofte om, at vi skal producere mere, have flere vindmøller og mere solenergi, men vi kan også bruge dét, vi allerede har. Det er også grønt at udnytte spildvarme."

Den sidste finalist til Vejles Klimapris er Celina Sørensen. Hun og afdelingsbestyrelsen for Fårup- og Højager Kollegiet i Jelling har sat sensorer op i deres boliger, så beboerne kan måle og spare på vandet under bruseren. 

"Vi har sendt guides ud til beboerne, så de kan måle deres vandforbrug med sensorerne. Først var der spørgsmål til, hvorfor vi skulle spare på vandet, men nu kan vi høre, at folk tænker over og bruger mindre vand. Jeg tænker også mere over det derhjemme!"

Stem på din favorit og se overrækkelsen

Kom til Klimadag i Vejle og se, hvem der modtager Vejles Klimapris! Vinderen kåres suverænt ud fra borgernes stemmer - og der kan stemmes helt frem til 26. januar. 

Alle, der stemmer, er med i konkurrencen om et gavekort til City Vejle på 200 kr. 

Læs mere om finalisterne og stem på din favorit her.

Der er gratis entré, og selve prisoverrækkelsen er klokken 16.15. Der vil desuden være over 65 udstillingsstande, 3 scener med oplæg og underholdning samt klima-krea workshops og masser sjove aktiviteter i løbet af dagen. 

Se det fulde program for Klimadag i Vejle her.

Kilde: Vejle Kommune
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.

Seneste på facebook