I Vejle finder du ægteparret Brian og Tina Søgaard, der må siges at høre til i den tunge skala af Vejles erhvervsliv. Et sandt power-ægtepar med etablering af virksomhed, flere opkøb, vundne priser og adskillige millionoverskud.
De ligner et helt almindeligt ægtepar, men bag facaden lurer en ihærdighed og et gå-på-mod, der nok kunne tage pusten fra de fleste ægtepar.
Tina og Brian Søgaard har intet mindre end 30 års erfaring indenfor selvstændig virksomhed – det hele startede med virksomheden Universal Transport i 1991.
Sidenhen er det blevet til opkøb af yderligere syv virksomheder, der har været med til at vækste deres transportfirma – et firma skabt uden store og fine uddannelser.
Priser, uenigheder og bedrageri
Vejles power-ægtepar nr. 1 har kendt hinanden siden folkeskolen. Det har gennem årene været en balance mellem at være samarbejdspartnere på både job og hjemmefront. Selv om uenighederne kan melde sig, finder de dog altid en løsning.
Og det ser ud til at lykkes meget godt for det ihærdige ægtepar med både priser for Årets Rummelige Virksomhed i 2016 og millionoverskud ad flere omgange. De har i dag ansat 180 medarbejdere på virksomheden i Vejle.
Parrets virksomhed var også indstillet på prisen Entrepreneur of the Year i 2007. Det blev dog Stein Bagger, tidligere dømt for pengesvindel og dokumentfalskneri, og hans ansatte, der løb med prisen. Prisen blev dog senere frataget vinderen grundet bedrageri i millionklassen.
Sammen har Tina og Brian tre voksne børn, hvoraf de to er ansat i virksomheden. Og lørdag d. 6. november kunne de fejre 30-års jubilæum i virksomheden.