Lørdag den 20. august afvikles sidste etape af PostNord Danmark Rundt fra Give til Vejle. Det betyder vejlukninger i primært Vejle by, men trafikken vil generelt være belastet på dagen langs ruten.
Flere veje vil være lukket i en kortere eller længere periode i forbindelse med PostNord Danmark Rundt har mål i Vejle lørdag den 20. august. Særligt målområdet ved Pedersholm og Uhrhøj vil være berørt af vejlukninger.
Langs ruten fra Give til Vejle vil trafikken blive holdt tilbage i takt feltet kommer. Vi samarbejder med politiet om vejlukningerne, og de berørte veje i oplandet vil være lukkede i ca. 40 minutter omkring det tidspunkt, rytterne passerer strækningen. Vi ophæver dog vejlukningerne, lige så snart den sidste rytter har passeret vejen.