Velkommen til Vejle Alive: Ni dage med kulturevents i hele kommunen

Profilbillede
dato

Vejle Musikteater, Bygningen og Jelling Musikfestival indbyder både gæster og arrangører til at tage del i kulturlivets genåbning i Vejle Kommune under festugearrangementet Vejle Alive.

Musikken og grinene skal genlyde i gaderne, forventningsglæden skal fylde luften og lyset og varmen skal bølge over fjorden. Vejle skal sitre igen.

Sådan lyder visionen, når Vejle Musikteater, Bygningen og Jelling Musikfestival med støtte fra Vejle Kommune og Jelling Sparekasses Fond slår dørene op til Vejle Alive fra 25. juli-3. juli. De tre aktører præsenterer over ni dage et væld af kulturarrangementer fordelt på scener i Byparken, Skyttehushaven og ved Spinderihallerne.

Håbet for Vejle Alive er imidlertid at enhver idérig forening, butik og kulturinstitution i Vejle Kommune vil oprette et event og blive en del af programmet på vejlealive.dk. Til at understøtte en del af det formål har Vejle Kommune afsat en pulje penge, som arrangører i centerbyerne kan søge om til afholdelsen af events.

Programmet er kategoriseret indenfor seks eventtyper:

– koncerter

– kultur

– stand-up

– talks

– vin & gastro

– events for børn

Du kan læse mere om navnene til hovedprogrammet HER. Billetsalget åbnede torsdag d. 20. maj kl. 10.00 på Billetten.dk.


Foto: Vejle Alive 

”I godt et år har Danmark været holdt på et lavt blus. Nu går udviklingen den rigtige vej, og vi begynder at åbne alle dele af samfundet op igen. Jeg tror, mange har det som os, og sukker efter noget at glæde sig til. Med bredden i programmet for Vejle Alive håber vi, at så mange vejlensere som muligt, kan finde lige nøjagtig dét kulturevent, der farver fremtiden lysegrøn for dem,” siger direktør for Vejle Musikteater, Mette Kier.

”Vores målsætning er at bidrage til at give kunstnere i vækst- og mellemlaget en scene. Når Vejle Alive løber af stablen, håber vi imidlertid, at byen vil emme af sjove, skæve og særlige kulturevents, der skyder op i alt fra spisesteder og små butikker til skove, strande og museer. Med platformen vejlealive.dk og en pose penge fra kommunen kan vi understøtte, at alle med en god idé til et event kan komme udover rampen,” udtaler direktør for Bygningen Anders Hess.

”Danmark har mere end nogensinde brug for at dyrke fællesskaberne og få åbnet kultur- og erhvervslivet sikkert op igen inden for de retningslinjer, der gælder. Vi har en trang til at stable nye kulturevents på benene for vores egen, vores frivillige og vores leverandørers skyld. I et år, hvor vi fx må undvære festivaler, er Vejle Alive en kærkommen chance for at mærke suset og samhørigheden fra de store, samlende begivenheder i et anderledes setup,” siger festivalleder Lars Charlie Mortensen fra Jelling Musikfestival.

Hvert event skal naturligvis overholde de gældende coronarestriktioner, og for arrangementerne i hovedprogrammet gælder eksempelvis krav om coronapas, mundbind og at publikumskapaciteten ikke overstiger 500 siddende gæster.

Vejle Alive er blevet til med uvurderlig støtte fra Vejle Kommune og Jelling Sparekasses Fond.

Kilde: Vejle Alive

Seneste på facebook