BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Adjunkt/lektor søges som underviser primært til det samfundsvidenskabelige område på socialrådgiveruddannelsen i Vejle
Er du en engageret underviser, som brænder for at uddanne fremtidens socialrådgivere? Vil du være med til at påvirke udviklingen af uddannelsen, og har du mod på at undervise også i efter- og videreuddannelsesregi? Så er du måske vores nye adjunkt eller lektor, som sammen med engagerede kollegaer skal ruste vores dygtige studerende bedst muligt til at navigere i et komplekst arbejdsfelt.
På Socialrådgiveruddannelsen i Vejle søger vi pr. 1. august 2023 en adjunkt eller lektor gerne med en ph.d. til en fast fuldtidsstilling.
Vi lægger vægt på, at du kan tilrettelægge spændende studentercentrerede undervisnings- og studieaktiviteter på et højt fagligt niveau, kan skabe motivation og engagement hos de studerende, og er i stand til at arbejde på tværs af organisationen. Derudover er det vores forventning, at du i samarbejde med kollegaer kan udvikle, gennemføre og formidle uddannelsesrelevante udviklings- og forskningsprojekter af høj kvalitet.
Det er vores udgangspunkt, at du har:
- En samfundsvidenskabelig uddannelse på kandidatniveau f.eks. Kandidat i Socialt arbejde, Sociologi eller Statskundskab
- Kendskab til det sociale arbejdes felt, gerne på børne- og ungeområdet.
- Erfaring med at undervise eller formidle faglig viden på et højt niveau
- Gode relationskompetencer og en ægte interesse i at dygtiggøre de studerende
- Evne til at planlægge og navigere i en til tider travl hverdag, hvor arbejdsopgaverne kan være ujævnt fordelt
Der tilbydes on-boarding program, hvor du introduceres til organisationen, ligesom du tildeles en mentor, der står til rådighed for sparring, gå-med funktion, sidemandsoplæring m.m., ligesom der i tilrettelæggelse af dine arbejdsopgaver tages højde for, at du er ny i organisationen.
Om stillingen
Som underviser skal du arbejde på tværs af uddannelsen, men du bliver som udgangspunkt tilknyttet 3., 5. og 6. semester.
På 3. semester er der fokus på den politiske, retlige og økonomiske organisering af socialt arbejde og betydningen heraf for professionsudøvelsen. Der er ligeledes fokus på den praktikforberedende del, og der lægges vægt på socialrådgiverens funktioner og roller i organisationen, herunder myndighedsrollen.
På 5. semester undervises der i, hvordan det sociale arbejde udspiller sig i en tværprofessionel og tværsektoriel sammenhæng og i, hvordan det sociale arbejde udvikler sig igennem dokumentation, kvalitetssikring og evaluering.
På 6. semester undervises der i socialpolitiske paradigmer på børne- og ungeområdet, og forskningsbaseret viden om effekter af indsatserne til børn og unge. Desuden på marginalisering og stigmatisering af socialt udsatte voksne borgere, magtforhold og etik og målgruppeviden om socialt udsatte voksne borgere.
Som adjunkt eller lektor på socialrådgiveruddannelsen i Vejle medvirker du til at skabe et godt studie- og arbejdsmiljø for cirka 300 studerende og 13 uddannelsesfaglige medarbejdere som i tæt samarbejde varetager undervisning på alle uddannelsens semestre. Du bliver del af velfungerede faggruppe og semesterteams, hvor du få mulighed for faglig sparring og støtte til både faglig og individuel udvikling.
Du vil få ansvaret for undervisning og vejledning af de studerende, indgå i projektarbejde, og blive en aktiv medspiller i forhold til udvikling og forskning knyttet til socialrådgiveruddannelsen og i socialrådgiverprofessionen. Undervisningen gennemføres som holdundervisning og vejledning af hold og studiegrupper.
Som adjunkt indgår du i et undervisningsforløb, hvor du opnår kompetencer i forhold til blandt andet didaktik, undervisnings stilladsering og blended learning.
Ansættelse
Ansættelsen er på 37 timer i gennemsnit pr. uge. Arbejdsopgaverne kan variere, således at nogle perioder vil opleves mere travle end andre. Du vil blive ansat pr. 1. august 2023 eller hurtigst muligt derefter.
Dit primære ansættelsessted vil være i Vejle, og du vil referere til Uddannelsesleder. Ansættelsen sker efter Fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og Lærernes Centralorganisation og CO10-Centralorganisationen af 2010. Hvis du har en anden uddannelse/baggrund, så ansættes der efter den pågældende overenskomst eller organisationsaftale.
Stillingen er omfattet af principperne om Ny Løn.
Ansættes du som adjunkt, vil du indgå i et lektorkvalificeringsforløb, jvf. bekendtgørelse om lektorkvalificering, lektorbedømmelse og docentbedømmelse af undervisere ved erhvervsakademier, professionshøjskoler og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Et adjunktforløb er på maksimalt 4 år.
Ved ansættelse som lektor ser vi ser gerne, at du er lektorbedømt efter stillingsstrukturen fra 2013.
Er du lektorbedømt efter tidligere stillingsstrukturer, kan du efter aftale vælge, at ansættelsen sker på hidtidige centralt fastsatte løn- og ansættelsesvilkår efter stillingsstruktur fra 2003, hvilket blandt andet kan have indflydelse på størrelsen af dit lektortillæg samt muligheden for at kunne blive udpeget som medlem af lektorbedømmelsesudvalg.
Du kan alternativt aftale fornyet lektorbedømmelse efter den aktuelle stillingsstruktur og efter reglerne i kapitel 5 i Bekendtgørelse nr. 673 af 13. maj 2020 om lektorkvalificering, lektorbedømmelse og docentbedømmelse m.m. Bedømmelsen sker på grundlag af en kort lektoranmodning på 8 sider vedrørende kompetencer inden for forskning og udvikling. Anmodningen skal afleveres til UCL i forbindelse med ansættelsesprocessen. Bedømmelsen afgøres på 3 - 6 uger af et eksternt bedømmelsesudvalg nedsat af UCL. Ved evt. negativ bedømmelse kan ansættelsen ske efter tidligere stillingsstruktur eller som adjunkt med en afkortet adjunktperiode.
UCL tilbyder vejledning i forbindelse med udarbejdelse af anmodningen.
Vil du vide mere?
På https://ucl.dk/uddannelser/socialraadgiveruddannelsen/ kan du læse mere om uddannelsen og dens opbygning. Du er ligeledes velkommen til at kontakte Uddannelsesleder Birgit Mortensen på telefon 41932441 eller mail bimo@ucl.dk
Inden en evt. samtale forventes der, at du forbereder et mundligt oplæg, som du formidler til ansættelsesudvalget i forbindelse med samtalen. Oplægget kan taget udgangspunkt i din nuværende praksis, eller det kan være et oplæg baseret på et mere teoretisk fundament. Vi forventer, at oplægget varer 5 minutter, og du bestemmer selv, hvordan formen på oplægget skal være.
Ansøgning
Kan du genkende dig i ovenstående beskrivelse, så send din ansøgning og relevante bilag via vores rekrutteringssystem på www.ucl.dk/job, senest 21. juni 2023. Samtaler forventes afholdt den 27. juni 2023.
Ved behov vil der blive indkaldt til 2. samtale umiddelbart efter afslutningen på 1. ansættelsesrunde.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Vejle Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole, Vestre Engvej 51 C, 7100 Vejle
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 21-06-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Ved skriftlig henvendelse: https://ucl.hr-on.com/show-job/149841?linkref=110597&locale=da_DK
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5841286