BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Vil du stå spidsen for en afdeling, der skaber gode forudsætninger for, at Syddanmark er en grøn og bæredygtig region? Er du en dygtig personaleleder, der kan motivere ledere og medarbejdere samt sikre høj trivsel? Og har du indsigt i klimaområdet og evner at være en udviklingsdriver, der kan omsætte strategien til konkrete handlinger og indsatser? Så er det måske dig vi søger til en stilling som afdelingschef til afdelingen for Klima og Ressourcer.
Som afdelingschef har du det overordnede ledelses- og budgetansvar for afdelingen for Klima og Ressourcer, som er en afdeling i Regional Udvikling. Afdelingen beskæftiger ca. 20 medarbejdere, og varetager regionens eksterne indsats inden for klima og grøn omstilling, den offentlige råstofforvaltning samt miljødataområdet.
Som følge af at klimaområdet har stadig større politisk og samfundsmæssig bevågenhed, er der behov for fortsat at udvikle området. Det samme gælder på råstofområdet, hvor der er behov for et paradigmeskifte mod en mere bæredygtig råstofforvaltning i takt med, at råstoffer bliver en knap ressource, og der er kamp om arealerne. Det reflekteres i en ny regional udviklingsstrategi, som sætter en ambitiøs strategisk retning for, at Syddanmark skal være en grøn og bæredygtig region. I jobbet som afdelingschef for Klima og Ressourcer får du en unik mulighed for at omsætte aktuelle politiske dagsordner og strategier inden for det politiske råderum til konkrete initiativer og handlinger.
Du vil have et tæt samarbejde med afdelingschefen for Vand og Jord. De to afdelinger har tilsammen tre områdechefer, der støtter afdelingscheferne i den daglige ledelse og opgaveløsning. Du vil få personaleansvaret for en af områdecheferne samt klimateamet, som består af 6 medarbejdere – heraf to chefkonsulenter. Du får primær arbejdsplads i Regionshuset i Vejle, og forventes at praktisere synlig og tydelig ledelse på tværs af afdelingen. Det indebærer også at kunne veksle mellem den direkte personaleledelse og ledelse igennem ledere.
Et lederjob, hvor du kan omsætte strategi til handling og skabe løsninger i samspil med andre
Du er en dygtig personaleleder, der kan fungere som det strategiske samlingspunkt, der naturligt sætter en tydelig retning for afdelingen. Det gælder også i forhold til afdelingens chefkonsulenter og områdechefer, hvor du er en tydelig, retningssættende og ledelsesmæssig sparringspartner, der understøtter samarbejde, videndeling og synergi på tværs af afdelingen.
Samtidig sikrer du, at afdelingen også fremadrettet er en attraktiv arbejdsplads med et sundt og godt arbejdsmiljø, da det er forudsætningen for at tiltrække, fastholde og udvikle dygtige og engagerede medarbejdere til afdelingen.
For at lykkes med de mere udviklingsorienterede opgaver på klimaområdet, er det en forudsætning, at du er en samarbejdende leder, som involverer og skaber løsninger i samspil med andre og ved at indgå i værdiskabende partnerskaber og samarbejder på tværs af staten, regioner, kommuner, uddannelses- og forskningsinstitutioner, kulturinstitutioner, samt private aktører.
Du kan både arbejde med de mere udviklingsorienterede opgaver på et overordnet strategisk niveau, samtidigt med, at du interesserer dig for og har respekt for afdelingens driftsnære opgaver på myndighedsområdet.
Stillingen har reference til koncerndirektør Jørgen Bjelskou, og du bliver en del af chefgruppen for Regional Udvikling. I chefgruppen sidder koncerndirektøren og 4 afdelingschefer, inkl. afdelingschefen for Klima og Ressourcer. Du indgår tillidsfuldt i samarbejdet med de øvrige afdelingschefer, og bidrager aktivt til de overordnede strategier for Regional Udvikling. En vigtig del af ledelsesopgaven er således også at lede på tværs af afdelingerne.
Om os
Regional Udvikling har til opgave at fremme gode levevilkår for borgerne i Region Syddanmark og skabe gode rammer for en aktiv, attraktiv og bæredygtig udvikling i regionen. Det kræver et tæt samarbejde med eksterne parter, såsom kommuner, uddannelsesinstitutioner, interesseorganisationer, ministerier mv.
Regional Udvikling er klar med en ny regional udviklingsstrategi ”Sammen om fremtidens Syddanmark”, som gælder fra 2024-2027. Strategien er udviklet i tæt dialog med bl.a. kommuner, uddannelses- og interesseorganisationer, kulturinstitutioner m.fl. Regional Udvikling har ca. 115 medarbejdere, som er organiseret i fem afdelinger.
Den rette kandidat
Du har relevant ledelseserfaring og er en dygtig personaleleder, der kan skabe følgeskab.
Du har indsigt i klimaområdet og evner at være en udviklingsdriver, der kan omsætte strategien til konkrete handlinger og indsatser. Samtidigt har du interesse i og respekt for afdelingens driftsopgaver på myndighedsområdet.
Du bevæger dig ubesværet i krydsfeltet mellem politik, drift og strategisk udvikling, samt kan indgå konstruktivt i arbejdet med de politiske beslutningsprocesser og er i stand til at rådgive det politiske system.
Yderligere oplysninger
Du kan læse mere om stillingen i stillings- og personprofilen.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte koncerndirektør Jørgen Bjelskou, tlf. 3036 7910.
Din ansøgning
Send din ansøgning senest 20. marts 2024. Vi afholder 1. samtalerunde 2. april 2024 og 2. samtalerunde 8. april 2024. Som en del af rekrutteringsprocessen anvender vi en personlighedstest mellem 1. og 2. samtalerunde.
Vi ser frem til at høre fra dig.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Vejle Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Region Syddanmark, Damhaven, 7100 Vejle
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 20-03-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6005175