Barselsvikar søges som juridisk sagsbehandler inden for sundhedsjura i Region Syddanmark

dato

Er du jurist og brænder du for sundhedsområdet og forvaltningsret? Er du en dygtig og grundig juridisk sagsbehandler, og har du lyst til at vurdere forældreegnethed? Så har vi måske den rigtige barselsvikarstilling til dig i Regionssekretariat og Jura, som er centralt placeret i regionshuset i Vejle.


Om stillingen
En af vores dygtige kolleger går på barsel den 15. oktober 2026, og vi søger derfor en ny dygtig kollega i hendes barselsfravær. Stillingen er begivenhedsbestemt og udløber automatisk, når vores kollega vender tilbage til arbejde efter endt barselsorlov.

Du vil som vores nye kollega skulle varetage opgaven med at vurdere forældreegnethed i forbindelse med ansøgning om tilladelse til fertilitetsbehandling.


Dine primære opgaver
Du får ansvar for at sagsbehandle sager om vurdering af forældreegnethed i forbindelse med ansøgninger om tilladelse til fertilitetsbehandling.

Efter lov om fertilitetsbehandling skal både offentlige og private fertilitetsklinikker sende sager til regionen, når der er forhold, der kan udfordre et kommende forældreskab – det kan være misbrug, psykiske lidelser eller kriminalitet. Opgaven med at vurdere forældreegnethed varetages af Region Syddanmark på vegne af alle landets regioner.

Disse sager kræver, at du

• er stærk i juridisk metode og forvaltningsret,
• er detaljeorienteret og analytisk i din opgavetilgang
• har gode skriftlige formuleringsevner
• kan kommunikere hensynsfuldt og respektfuldt med borgere i en sårbar situation, og
• arbejder struktureret og trives med ansvar i selvstændige sagsforløb.

Det er en fordel, men ikke et krav, at du har erfaring med sagsbehandling.

Du bliver en del af vores forældreegnethedsteam, som består af fem jurister, en socialformidler og tre HK’ere. Teamet er sammentømret og har et virkelig godt samarbejde, og det er vigtigt for os, at du, ligesom vi, sætter pris på og bidrager til det gode samarbejde og den gode sparring. Vi sørger for grundig oplæring og introduktion, så du bliver godt klædt på til opgaven.


Om os
Regionssekretariat og Jura er en afdeling, som består af to teams, hvoraf det ene betjener Regionsrådet og direktionen. Det andet team, Team Jura, varetager en meget bred vifte af juridiske rådgivningsopgaver i forhold til alle regionens områder, hvor sundhedsområdet fylder mest, herunder udbetaling af patienterstatning, vurdering af forældreegnethed i forbindelse med ansøgning om tilladelse til fertilitetsbehandling, behandling af forskningsansøgninger om adgang til data samt førelse af retssager inden for tvang i psykiatrien. Teamet yder også rådgivning og sagsbehandler inden for en lang række andre områder, herunder kontrakt – og erstatningsforhold, retssagsbehandling, tvang i somatikken, sociale institutioner, tilsyns – og ombudsmandssager, tvister, handel med fast ejendom m.v. Regionens DPO-funktion er også placeret i Team Jura.

Vi er en afdeling med et højt ambitionsniveau og et stort engagement. Vi har kolleger med forskellig uddannelsesmæssig baggrund og i alle aldre. Vi har travlt, og det er derfor vigtigt, at du trives med at arbejde på en dynamisk arbejdsplads med en humoristisk og uformel omgangstone.

Det er vigtigt for os at sikre rammerne for et godt arbejds- og privatliv med mulighed for fleksible arbejdstider, mulighed for hjemmearbejde og gode arbejdsvilkår, herunder gode muligheder for faglig udvikling.


Region Syddanmark
Region Syddanmark er med sine ca. 25.000 ansatte en af Danmarks største arbejdspladser. Forretningsområderne dækker sundhed, psykiatri- og socialområdet samt regional udvikling. Region Syddanmark har en sund økonomi og balance i budgettet, og det er med til at skabe gode rammer for et godt arbejdsmiljø.

Regionshuset i Vejle har ca. 700 medarbejdere, og er geografisk placeret i gåafstand fra Vejle Banegård. Stillingen er placeret i afdelingen Regionssekretariat og Jura, som består af 42 medarbejdere, der varetager opgaver inden for tre hovedområder: Politisk betjening, ledelsesbetjening og juridisk bistand.

Vi vægter høj faglighed, arbejdsglæde og trivsel højt i hverdagen. Vi har en positiv og uformel omgangstone.

Vi har i det daglige fokus på at skabe en god balance mellem arbejde og privatliv. Vi lægger også vægt på faglig og personlig udvikling, og at vores medarbejdere har de kompetencer, som er nødvendige for at kunne løse deres opgaver.


Yderligere oplysninger
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst. Regionen er forpligtet til at oplyse dig om startlønnen for stillingen. Du får oplyst grundløn, centralt fastsatte tillæg og pension i Akademikere – overenskomst 33.01.1 – løn pr. 1.4.2026 og se Startløn for stillinger i Region Syddanmark. Udover startlønnen, kan lønnen indeholde eventuelt forhandlede tillæg afhængigt af stillingen, dine erfaringer og kvalifikationer.

Stillingen er begivenhedsbestemt, og udløber automatisk, når vores kollega afslutter sin barselsorlov. Tiltrædelse snarest muligt og senest den 1. oktober 2026.

Arbejdsstedet er Regionshuset, Damhaven 12, Vejle.

For yderligere oplysninger om stillingen kan du kontakte: Leder af juridisk team og chefjurist Vickie A.V. Foged, tlf. 29 20 11 05 eller mail: vickie.foged@rsyd.dk.

Ansøgningsfristen er søndag den 9. august 2026. Vi holder ansættelsessamtaler fredag den 14. august 2026.

Vi glæder os til at modtage din ansøgning.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Vejle Kommune

-Virksomheden tilbyder:

dagarbejde

-Arbejdsgiver:

Region Syddanmark, Damhaven, 7100 Vejle

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 09-08-2026;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/f91bbabc-87e7-46b2-84c0-c56819ba4825

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet
Mest læste artikler