Vil du sætte retningen for økonomi- og leverandørstyring i en stor it-organisation? Har du drivkraften og de strategiske kompetencer til at opbygge og udvikle et stærkt strategisk fundament for et område med stor betydning for patienter og medarbejdere?
Regional IT er Region Syddanmarks fælles it-organisation, og vi søger en stærk funktionschef til vores nye funktionsområde for Økonomi og Leverandørstyring. Dette er din mulighed for at indtage en nøglerolle i en kompleks og ambitiøs organisation og få ansvar for at drive økonomisk strategi, leverandørstyring og facility management - alt sammen med en mission om at levere værdi for hele regionen.
Økonomi og Leverandørstyring er en del af afdelingen Strategisk Styring og Planlægning. Det er et team i vækst, som består af 18 engagerede kolleger – 6 medarbejdere, der driver økonomistyring og BI (Business Intelligence) på både strategisk og operationelt niveau og 12 medarbejdere, der bl.a. gennemfører indkøb af it gennem SKI, EU-udbud af it-kontrakter, licenser og facility management.
"Jeg har selv erfaret, hvor vigtigt det er at have en leder, som med politisk indsigt og i tæt samarbejde med teamet kombinerer et strategisk mindset med vedholdende opfølgning. Netop dette er afgørende i en organisation af vores størrelse," siger Jan Højgaard Funder, afdelingschef i Regional IT.
Din rolle og ansvar
Som funktionschef får du det samlede ansvar for økonomi og leverandørstyring på tværs af Regional IT. Med et samlet budget på knap 1 mia. kr. spiller du en central rolle i at sikre regionens økonomiske fundament for digitalisering og drift. Dine opgaver vil blandt andet omfatte:
- Ledelse og udvikling af hele funktionsområdet
- Ansvar for målstyring, prioritering af projekter og udvikling af BI-værktøjer til fremtidens behov
- Overordnet ledelse af licensstyring, udbud (inkl. SKI og EU), kontrakter og juridiske aspekter relateret til leverandørsamarbejder
- Sikring af egnede lokaler og rammer for medarbejdere gennem facility management-funktionerne
- Inddragelse af relevante interne og eksterne aktører i strategiske rådgivningsopgaver.
Om dig
Vi søger en erfaren og analytisk stærk leder, som formår at skabe sammenhæng og resultater i en kompleks organisation. Du er optaget af at udvikle og optimere økonomisk styring og leverandørsamarbejder, og du har en naturlig evne til at overskue komplekse økonomiske, juridiske og strategiske problemstillinger.
Vi forestiller os, at du:
- Har en relevant videregående uddannelse, f.eks. cand.oecon., cand.merc., cand.jur., cand.scient.pol., cand.polit. eller lignende kombinationer med økonomi/jura
- Har solid erfaring med økonomistyring, leverandørstyring og forhandling i en større organisation
- Kan navigere med naturlig troværdighed i krydsfeltet mellem forretning, jura og strategi
- Kommunikerer klart og overbevisende og kan opbygge stærke relationer både internt og eksternt
- Er handlekraftig, tager ansvar og følger opgaverne til dørs – uanset størrelsen
- Er en god personaleleder, som kan sætte retning og tydelige rammer.
Du er en refleksiv og nærværende leder, der forstår betydningen af klare rammer og anerkendende dialog. Med en positiv og løsningsorienteret tilgang formår du at skabe relationer og styrke samarbejdet på tværs af organisationen. Dit drive og overblik gør dig i stand til at balancere både drift, mennesker og udvikling og bringe dine teams kompetencer bedst muligt i spil.
Vi tilbyder
Som funktionschef tilbyder vi dig:
- Et spændende arbejde med strategisk betydning og stor variation i opgaverne
- En hverdag præget af gode kollegaer, tillid og fokus på både individuel og fælles trivsel
- Mulighed for personlig udvikling gennem ledelses- og efteruddannelsestiltag
- En fleksibel arbejdsplads, hvor der er plads til både arbejdsliv og fritid.
Vi arbejder struktureret med ledelse og lægger vægt på personlig udvikling, så vores medarbejdere har de kompetencer, som er nødvendige for at de kan løse deres opgaver. Derudover arbejder vi målrettet med kompetenceudvikling og laver løbende opfølgning på planer for efteruddannelse.
Hverdagen hos os er præget af tillid og vi vægter vores trivsel højt. Vi bestræber os på at være en organisation, hvor der er rum til det hele menneske og vi har i det daglige fokus på, at vi skal få både arbejds- og privatliv til at fungere.
Du kan også læs mere om Regional IT som arbejdsplads på regionsyddanmark.dk.
Din nye arbejdsplads
Region Syddanmark er med sine mere end 25.000 ansatte en af Danmarks største arbejdspladser, hvor Regional IT er den centrale it- og driftsorganisation med omkring 450 medarbejdere.
Din base bliver enten i Vejle, Kolding eller Odense, hvor du vil have medarbejdere. Du skal derfor forvente rejseaktivitet til og jævnlig tilstedeværelse på disse lokationer.
Yderligere information
Vil du vide mere om stillingen er du velkommen til at kontakte afdelingschef Jan Højgaard Funder på tlf. 23 43 64 28.
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst.
Stillingen ønskes besat senest pr. 1. marts 2026.
Din ansøgning
Der er ansøgningsfrist den 11. januar 2026.
Vi forventer at afholde første samtalerunde den 15. januar og anden samtalerunde den 21. januar 2026. Mellem samtalerne vil du blive bedt om at gennemføre en personlighedstest.
Vi glæder os til at modtage din ansøgning.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Vejle Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde
-Arbejdsgiver:
Region Syddanmark, Damhaven, 7100 Vejle
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 11-01-2026;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/b2ffc402-6c15-4d01-82f8-50566805ed43