Onkologisk Afdeling, Vejle Sygehus – Patienternes Kræfthospital
En attraktiv og krævende stilling som overlæge er ledig for den rette til besættelse 1. december 2025 eller efter aftale. Vejle Sygehus er Patienternes Kræfthospital, og ansøgeren skal mestre en patientcentreret tilgang, have øje for pårørende og medvirke til at give behandling på en professionel måde og på højeste niveau både nationalt og internationalt. Vi har et mål om at arbejde for lighed i sundhed uanset geografi, diagnose og socioøkonomi.
Arbejdsområder og rolle
Et særligt og prioriteret arbejdsområde er at udvikle og implementere patientcentrerede forløb gennem hele patientens samlede behandling såvel på sygehuset som i det nære sundhedsvæsen for mennesker med behov for lindring af livstruende sygdom. Du skal sikre, at kapaciteten bruges målrettet til gavn for patient og pårørende, nedbryde barrierer, eliminere tærskler, opbygge kompetencer og sikre positivt samarbejde mellem sektorer, fag og specialer. Samarbejdet med kommuner og almen praksis skal resultere i, at patienten oplever tidlig palliativ indsats, sammenhængende forløb og mere behandling i hjemmet – i tråd med Sundhedsstrukturreformen og Kræftplan V.
Som overlæge på afdelingen er man rollemodel for alle øvrige ansatte og skal bidrage til trivsel, udvikling, forskning, uddannelse og høj klinisk kvalitet.
Overlægestillingen ønskes besat med en speciallæge i klinisk onkologi eller andet relevant speciale. Der kræves klinisk erfaring med patientgruppen og relevant efteruddannelse i f.eks. ledelse, kvalitet, patientsikkerhed eller palliation for at understøtte en faglig funderet strategisk og visionær forbedringsledelse.
Afdelingen består af
- Et sengeafsnit med 19 onkologiske sengepladser, og et sengeafsnit med 10 palliative pladser
- Enhed for lindrende behandling med hjemmekørende funktion og en intern funktion for medicinsk organsvigt
- En stråleterapiafdeling med fem lineære acceleratorer (der gives ca. 25.500 strålebehandlinger årligt)
- Et ambulatorium med ca. 35.000 besøg årligt
- En klinisk forskningsenhed med 11 projektsygeplejersker, forskningssekretærer og statistiker
- Patienthotel
Lægemæssigt er vi nu bemandet med 7 ledende overlæger, 9 overlæger, 14 speciallæger, 4 1. reservelæger, 15 reservelæger og 1 cheflæge.
Afdelingen indgår i speciallægeuddannelsen i klinisk onkologi med både introduktionsstillinger og hoveduddannelsesforløb, ligesom der er lægestuderende på ophold.
Afdelingen har en betydelig forskningsaktivitet. Forholdene er gode til investigatorinitieret forskning, implementeringsforskning, laboratoriebaserede undersøgelser og industrisponserede studier pga. det store patientantal og en effektiv forskningsenhed. Der er desuden tilknyttet en professor, 8 ph.d.-studerende, 3 lektorer og post.doc.-kandidater.
Der er beredskabsvagt for afdelingens overlæger primært for telefonisk henvendelse 2-3 gange månedligt.
Løn:
Løn- og ansættelsesforhold sker i henhold til overenskomst mellem Danske Regioner og Foreningen af Speciallæger.
Du kan se funktionsbeskrivelse her.
Ansøger bedes i ansøgningen med bedst mulig dokumentation forholde sig konkret til de syv kompetencer (medicinsk ekspert, kommunikator, samarbejder, leder/administrator, sundhedsfremmer, akademiker og professionel). Vurdering af de syv kompetencer vil indgå i den faglige bedømmelse.
Nærmere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til cheflæge Lars Henrik Jensen, tlf.: 7940 6802.
Ansøgningsfristen er den 28. september 2025.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Vejle Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde
-Arbejdsgiver:
Sygehus Lillebælt, Vejle Sygehus, Beriderbakken, 7100 Vejle
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 28-09-2025;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6253f459-50ed-4b41-bb0b-1b55196c529e