Motiveres du af at arbejde med projekter, der skaber positiv forandring for mennesker og samfund på tværs af Europa? Ønsker du at medvirke til at løse en af de største sundhedsmæssige udfordringer? Så er det måske dig, vi leder efter. Sygehus Lillebælt i Vejle er engageret i en række betydningsfulde EU-projekter med det fælles mål at bekæmpe kræft. Vi søger 1-2 projektmedarbejdere med erfaring i kvalitative metoder, som vil være en del af vores EU-Kontor og vil bidrage til evalueringsarbejdet i EUnetCCC, som er et ambitiøst Joint Action-projekt, der har fokus på Comprehensive Cancer Centres (CCC).
Om projektet Projektet, der er det største af sin slags inden for kræftområdet i EU, samler 163 partnere fra hele Europa i et fælles arbejde for at forbedre kræftbehandling og samarbejde på tværs af landegrænser. Stillingerne er forankret i EUnetCCC arbejdspakke 3, som har til formål at evaluere projektet og det netværk af CCC’er, der skal etableres som et led i implementeringen af projektet.
Comprehensive Cancer Centres spiller en afgørende rolle i arbejdet med at sikre, at alle patienter har lige adgang til kræftbehandling af høj international kvalitet.
Som projektmedarbejder vil dine opgaver omfatte:
- Udvikling og implementering af strategier for kvalitative dataindsamlinger.
- Koordinering af dataindsamlinger, herunder rekruttering af deltagere.
- Gennemførelse af interviews og facilitering af fokusgrupper.
- Systematisk kategorisering og analyse af kvalitative data ved brug af tematiske metoder.
- Bidrag til udarbejdelse af rapporter, leverancer og projektformidling.
Din baggrund og kompetencer Vi søger en kollega med stærke samarbejdsevner og motivation til at arbejde med både vores danske og internationale partnere. Arbejdspladsen er præget af mange forskellige fagligheder, og du trives i et tværfagligt miljø, hvor vidensdeling, samarbejde og gensidig sparring er en integreret del af dagligdagen.
Du er proaktiv med øje for, hvor dine kompetencer bedst kan bringes i spil. Du har en videregående uddannelse på minimum kandidatniveau, eksempelvis inden for samfundsvidenskab eller folkesundhedsvidenskab. Vi vægter dog din praktiske erfaring og forståelse af kvalitative forskningsmetoder højere end din specifikke uddannelsesbaggrund. Det er afgørende, at du kan arbejde videnskabeligt og levere solide kvalitative indsigter.
Det er vigtigt, at du behersker engelsk på et højt niveau både mundtligt og skriftligt. Desuden bør du være indstillet på, at stillingerne indebærer en vis rejseaktivitet.
Hvis du kan se dig selv i denne rolle, glæder vi os til at høre fra dig!
Om Sygehus Lillebælt Sygehus Lillebælt i Vejle er patienternes kræftsygehus, og vi har et særligt fokus på hele patientens forløb fra mistanke om sygdom, udredning og behandling til perioden efter endt behandling. Vi arbejder multidisciplinært, og det er den samlede koordinerede indsats, som i sidste ende definerer kvaliteten af vores arbejde. Vi har et uformelt arbejdsmiljø med dygtige og engagerede kolleger, hvor vi lægger vægt på en god omgangstone, faglig sparring og høj kvalitet i opgavevaretagelsen.
Projektet er forankret i et relativt nyt EU-Kontor under Onkologisk Afdeling bestående af pt. 11 medarbejdere med forskellige baggrunde og ansvarsområder. Fra 1. januar 2026 vil du sammen med det øvrige EU-Kontor indgå i en nyoprettet afdeling, også på Vejle Sygehus. Den nye afdeling hedder Sundhed & Samarbejde og er placeret under Sundheds- og Sygehusledelsen som et led i implementering af sundhedsreformen.
Ansøgningsfrist, tiltrædelse og samtaler Ansøgningsfrist er tirsdag den 26. august 2025 med forventet tiltrædelse per 1. november 2025, eller efter aftale. Vi forventer at holde ansættelsessamtaler i starten af september 2025.
Løn- og ansættelsesforhold Stillingen er på fuld tid i tre år og dermed tidsbegrænset frem til 31. oktober 2028.
Løn- og ansættelsesforhold i henhold til gældende overenskomst mellem Danske Regioner og relevant faglig organisation.
Kontakt Du er velkommen til at kontakte EU-projektleder Charlotte Nyborg Kristensen på tlf. 2114 5705 eller EU-projektkoordinator Amalie Weiss Risbjerg på tlf. 2441 0607, hvis du har spørgsmål vedrørende stillingen. Charlotte træffes bedst efter 18. august, mens Amalie kan træffes til og med den 31. juli.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Vejle Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde
-Arbejdsgiver:
Sygehus Lillebælt, Vejle Sygehus, Beriderbakken, 7100 Vejle
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 26-08-2025;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/0483a91e-c61f-43c6-87af-d9fec2e1b591