Chef for Vejle Bibliotekerne

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet


Der er forandringer i luften på Vejle Bibliotekerne. Inden for de kommende år bliver der bygget et helt nyt bibliotek og kulturhus der, hvor hovedbiblioteket i Vejle ligger i dag. Et visionært, åbent kulturhus med mange brugere og mange samarbejdsflader både i området omkring Vejles nye bydel Ny Rosborg og i hele kommunen. Det kalder på nytænkning af bibliotekets rolle og opgaver, en fast hånd på rattet i en forandringstid og en visionær, modig og samarbejdende chef.

Forandringsprocessen omkring det nye bibliotek og kulturhus handler om meget mere end mursten. Vejle Musik- og Kulturskole får også hovedsæde i huset og den politiske vision for projektet lyder bl.a., at vi her skaber landets bedste bibliotek for børn og deres familier, hvor glæde og leg med sprog, litteratur, musik og rytme er i højsædet. Naboerne lige omkring huset er DGI Huset Vejle og inden for de kommende år også DGI’s Landsorganisation, der bygger et nyt hovedsæde lige ved siden af. I hele området er der fokus på at skabe nærvær og møder mellem mennesker, samfundsgrupper og generationer. Samvær, kultur, bevægelse, dannelse og medborgerskab er i højsædet.

Vi ønsker os et moderne og fremsynet bibliotek i et nyt kulturhus, der både har respekt for de gamle dyder, tør bryde vaner og som både i indhold og fysisk form adresserer de store dagsordener: sammenhængskraft mellem mennesker, samfundsgrupper og generationer, lokal forankring i en foranderlig verden, digital transformation og dannelse, meningsfulde fællesskaber og mental sundhed.

Hent det fulde stillingsopslag som pdf her (pdf)

PROFIL
En ny chef for Vejle Bibliotekerne får en nøglerolle i processerne omkring et nyt bibliotek og kulturhus og skal kunne navigere i og stå tydeligt som visionært og fagligt fyrtårn både internt og eksternt.

Samtidig skal en ny chef have blik for hverdagen både nu, i byggefasen og bagefter. Der skal fortsat leveres et moderne bibliotekstilbud af høj kvalitet i hele kommunen. Kulturhusene i de fire centerbyer er under stadig udvikling som lokale samlingssteder og det samlede bibliotekstilbud skal ses under ét - også når et nyt står færdigt i Vejle by. Det mobile bibliotekstilbud skal tilpasses nye vaner, men samtidig bevare sit særkende. Det kræver en organisation i høj trivsel med en åben og mangfoldig tilgang til opgaveløsningen og her spiller den nye chef naturligvis en nøglerolle.

Kulturen på Vejle Bibliotekerne er præget af viljen til samarbejde, engagement og mangfoldighed og det er en kerneværdi at være en attraktiv samarbejdspartner ud ad til. Der er mange forskellige fagligheder ansat på biblioteket og mangfoldigheden i medarbejdergruppen bliver set som en klar fordel og som noget, der fortsat skal styrkes og understøttes.

Vejle Bibliotekerne er centralbibliotek og løfter en række opgaver for det nationale fællesskab. Chefen for Vejle Bibliotekerne er programejer for temasporet om borgeren i den digitale transformation, et samarbejde med Odense Centralbibliotek. Der ligger tillige en stor og vigtig driftsopgave i materialeoverbygningen. Det kræver både opmærksomhed og ressourcer at sikre en fortsat høj kvalitet i arbejdet og samtidig gøre centralbiblioteksfunktionen til et plus for både det samlede, nationale bibliotekstilbud og for Vejle Kommune og de borgere, der bruger biblioteket her.

Indadtil i organisationen bliver du den samlende figur, der sammen med ledergruppen sikrer en gennemsigtig og tydelig ledelse. Du er kendt som en kommunikerende, nysgerrig og empatisk leder, der samtidig kan sætte en tydelig retning indadtil og tegne biblioteket udadtil. Under din ledelse kan både organisationen og omverdenen mærke, at der sker noget nyt og spændende på Vejle Bibliotekerne.

Det er ikke afgørende, hvad der står på dit uddannelsesbevis. Du kan have erfaring fra en anden kulturinstitution, fra en kommunal forvaltning, fra biblioteksverdenen eller noget helt fjerde.

Du refererer til kultur- og sundhedsdirektør Sofie Plenge.

Som leder forventer vi således, at du:

  • Er strategisk velfunderet med udpræget politisk tæft
  • Har en ledelsesstil, der er præget af tillid, åbenhed og nysgerrighed, og at du samtidig har den fornødne gennemslagskraft og kan sætte en tydelig retning
  • Kan omsætte visioner til konkret og synlig handling
  • Har ambitioner på bibliotekets vegne og kender til eller er nysgerrig og opsøgende over for de tendenser, der rører sig nationalt og internationalt, fx når det gælder digital transformation, bibliotekets rolle og muligheder i imødegåelsen af de vilde problemer o.a.
  • Spiller konstruktivt ind i nationale samarbejder og placerer Vejle Kommune centralt i initiativer, der driver bibliotekssektoren og kulturlivet i Danmark fremad.


OPGAVER
Som ny chef for Vejle Bibliotekerne træder du ind i organisationen midt i en hektisk og spændende fase, hvor vi sammen med politikere, borgere, interessenter og samarbejdspartnere skal projektere et nyt hus. Fra de store, strategiske linjer til de små detaljer får du mulighed for at præge fremtidens fysiske rammer for den største kulturinstitution i kommunen.

Du har visionerne og den strategiske tæft, der skal til for at byde aktivt og kvalificeret ind både på politisk og administrativt niveau, handlekraft til at udstikke rammer og retning og lede på tværs af mangfoldige fagligheder inden for og uden for huset samt evne til at holde sammen på organisationen, mens forandringerne sker.

Du sætter dig i spidsen for forhandling af en ny rammeaftale med Slots- og Kulturstyrelsen om centralbiblioteksopgaven og indgår som en aktiv del af chefgruppen på tværs af landets seks centralbiblioteker.

I dagligdagen er du leder af Vejle Bibliotekernes ledergruppe, der består af fire medlemmer. Her vil du have fokus på at skabe de bedste betingelser for hverdagens samarbejde om opgaveløsningen i de enkelte afdelinger, men også at skabe og vedligeholde et stærkt følgeskab. Du er kendt for at være samarbejdende, samtidig med at du ikke er bange for at sætte dig igennem, når situationen kræver det. Du forstår at uddelegere opgaver, så du har mulighed for at prioritere at være til stede i de rette fora både internt og eksternt. Det kræver, at du skaber og vedligeholder en høj faglig ydeevne og gensidig tillid i ledergruppen, så hverdagen glider og trivslen er høj.

Som chef i Vejle Kommune indgår du i Toplederforum, hvor kommunens direktører og chefer mødes for at drøfte aktuelle ledelsestemaer og lære hinanden at kende. Omdrejningspunktet er at gøre Vejle Kommunes vision Vejle med Vilje levende, så den omsættes til handling i hele organisationen. For at lykkes som chef hos os er det afgørende, at du er villig til at indgå i og løfte med på de dagsordener, vi deler på tværs af forvaltninger, og at du kan se muligheder for samspil og samarbejde, når de er der.

Du indgår i chefgruppen i Kultur og Sundhed, hvor du har seks chefkolleger, der sammen med direktøren udgør ledelsen af hele forvaltningen. I chefgruppen behandles fælles udviklingstemaer, fx et fokus på mangfoldighed og diversitet og fælles tiltag omkring mødekultur, kompetenceudvikling, den fleksible arbejdsplads og andet. Der er et højt niveau af åbenhed, tillid og villighed til at hjælpe hinanden i chefgruppen.

Du har ansvaret for økonomien på kommunens største kulturinstitution og din forståelse for og stringente tilgang til økonomistyring er afgørende for at lykkes i jobbet.

Dine helt centrale opgaver er således:
 
  • at lede ledere og skabe et følgeskab, der gør retningen og forventningerne tydelige i hele organisationen
  • Med afsæt i de politiske visioner at bygge broen fra én fysisk virkelighed til en anden og omsætte visionerne til konkrete og synlige resultater både før, under og efter byggefasen
  • at indgå i et tæt samspil med øvrige topledere i forvaltningen og i kommunen om at adressere de store fælles opgaver, der er formuleret i Vejle Kommunes vision Vejle med Vilje
  • at sætte det rette hold til opgaverne på en dynamisk arbejdsplads med mange fagligheder.

ANSÆTTELSESVILKÅR
Løn og ansættelse i henhold til chefaftalen. Lønnen fastsættes efter forhandling og på baggrund af din profil og kompetencer.

ANSÆTTELSESPROCES

Send din ansøgning og CV senest søndag den 5. november kl. 23.59. Vi foretrækker, at du søger stillingen online via Vejle Kommunes hjemmeside. Brug knappen "send ansøgning". Husk at vedhæfte din ansøgning og CV, samt andre relevante bilag. Når du har sendt ansøgningen, modtager du en e-mail som kvittering.

Alle interesserede er velkomne til at kontakte kultur- og sundhedsdirektør Sofie Plenge på tlf. 60 60 99 23 for spørgsmål om stillingen. Alle henvendelser behandles fortroligt.

Kandidater til første samtale indkaldes onsdag den 8. november.

Første samtaler afholdes fredag den 10. november i Vejle i tidsrummet kl. 8.00 og 16.00. Den første samtale varer 45 minutter.

Kandidater, der går videre til anden samtale vil i uge 46 skulle sætte tid af til følgende:
 
  • At udarbejde et oplæg på max. 10 minutter med udgangspunkt i en case, som bliver tilsendt sammen med indkaldelse til anden samtale
  • At besvare en præferenceprofil (NEO-PI-3)
  • At mødes med partner Ulrik Toft fra konsulenthuset UKON online den 16. november til tilbagemelding på præferenceprofil og sparring vedrørende casen, samlet én time

Anden samtale afholdes mandag den 20. november i tidsrummet 9.30 til 15.00, hvorefter vi indhenter referencer. Vi indhenter naturligvis kun referencer efter aftale.

Ansættelsesudvalget består af:
 
  • Sofie Plenge, kultur- og sundhedsdirektør
  • Michael Skjærris, konstitueret bibliotekschef (afdelingsleder, Udvikling)
  • Mette Strandkvist, driftsleder, Information og Samling
  • Dennis Böttcher, specialist og tillidsrepræsentant, HK
  • Katrine Bjærge Skøtt, bibliotekar og tillidsrepræsentant, KI
  • Kristine Schou, HR-chef i Vejle Kommune


Vi forventer, at du kan tiltræde i stillingen pr. 1. januar 2024.

LINKS TIL MERE VIDEN
Om Vejle Bibliotekerne
Vejle Centralbibliotek.dk
Byrådets vision: Vejle med Vilje - Vejle Kommune

Hent det fulde stillingsopslag som pdf her (pdf)
Send din ansøgning
Vi foretrækker, at du søger stillingen online ved at bruge knappen "Send ansøgning". Husk at vedhæfte din ansøgning og CV samt andre relevante bilag.
Når du har sendt ansøgningen, modtager du en e-mail som kvittering.

Vær opmærksom på, at mailen kan være placeret i din mappe Uønsket post.

Vejle Kommune opfordrer alle til at søge stillingen uanset køn, alder, etnisk baggrund, handicap m.v.

Overvejer du at flytte til Vejle? Så kan du få hjælp til bosætning. Se mere på www.vejle.dk/tilflytter.
Denne jobannonce blev oprindeligt opslået på https://www.ofir.dk/
(Den originale annonce kan ses på: https://www.ofir.dk/showojob?ofirid=004d1a98)

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Vejle Kommune

-Virksomheden tilbyder:

Fastansættelse: fuldtid

-Arbejdsgiver:

Vejle Kommune, Willy Sørensens Plads, 7100 Vejle

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 05-11-2023; - ansøgningsfristen er overskredet

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5924821

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet

Seneste på facebook