Er du en visionær, faglig og relationel leder, og er du drevet af at udvikle patient- og borgeroplevelser, så de føler sig trygge og hjulpet med det, der betyder noget for dem? Evner du at lede og lykkes igennem andre, og kan du styrke det gode samarbejde med interne og eksterne samarbejdspartnere?
Vi søger en chefsygeplejerske med stærke relationelle og samarbejdsmæssige kompetencer, der sammen med cheflægen kan opbygge, organisere og lede en ny afdeling, Afdeling for Nær Sundhed, omfattende den nuværende akutsygepleje samt sundheds- og omsorgspladserne i Sygehus Lillebælts fire optagskommuner. Sundheds- og omsorgspladser bliver en samlende betegnelse for de lægeunderstøttede pladser, som forebygger unødige indlæggelser og understøtter en hurtigere udskrivelse.
Som afdelingsledelse bliver I ansvarlige for driften og udviklingen af sundheds- og omsorgspladserne samt akutplejen og får desuden en vigtig opgave i forhold til den operationelle faglige ledelse og samspil med praksis og almen medicin.
Samarbejdet skal hvile på et stærkt fællesskab, hvor en løsningsorienteret tilgang bidrager til at skabe gode og konstruktive løsninger på tværs af somatiske og psykiatriske afdelinger på sygehuset, lokalpsykiatrien, det præhospitale samt kommunerne. Du bliver derfor rollemodel for det gode tværfaglige og tværorganisatoriske samarbejde og skal understøtte, at vi skaber synergier på tværs, så vi også i fremtiden kan sikre nærhed og sammenhæng i behandlingsforløb og dermed bidrage til, at ulighed i sundhed reduceres.
Du skal kunne bedrive tydelig og nærværende ledelse i hele spændet mellem den daglige drift og visionær strategisk opbygning og udvikling af afdelingen. Du skal kunne skabe følgeskab, fastholde den høje faglighed og stimulere til udvikling af afdelingen. Vi forventer, at din ledelse af afdelingen aktivt medvirker til, at de nære sundhedstilbud, herunder akutsygeplejen, udvikler sig på tværs af geografi og bliver bundet sammen med eksisterende tilbud på sygehusene.
Det er vigtigt, at du motiveres af og har evnerne til at lykkes igennem andre. Du ser teamsamarbejdet med cheflægen som værdifuldt og naturligt og vil aktivt indgå i et tæt og tillidsfuldt makkerskab, hvor ledelsesansvaret deles. Vi tror på, at det gode arbejdsmiljø, en uformel omgangstone og dygtige medarbejdere med høj trivsel er forudsætningen for, at vi kan lykkes med opgaven. Du bliver en del af en ny afdeling, hvor værdibaseret ledelse i øjenhøjde med medarbejderne bliver afgørende dele af ledelsesgrundlaget. Samtidig bliver du en del af en kreds af afdelingschefer, der tager fælles ansvar for vores opgave som organisation.
Afdelingen bliver fordelt på flere matrikler med fælles ledelse. Du skal derfor kunne balancere lokale forskelle og samtidig sikre oplevelsen af én samlet afdeling med ensartet kvalitet. Med sundhedsreformen vil vi i fremtiden i endnu højere grad have fokus på, hvordan vi gennem nytænkning kan skabe værdi for patienterne/borgerne gennem det tværsektorielle samarbejde herunder videreudvikle et i forvejen stærkt samarbejde med almen praksis. Det er derfor vigtigt, at du har visioner for afdelingen, og at du tør udfordre de eksisterende måder at gøre tingene på.
Om afdelingen
Afdeling for Nær Sundhed bliver en ny afdeling i Sygehus Lillebælt. Der ansættes en afdelingsledelse bestående af en cheflæge og en chefsygeplejerske med ansvar for driften og udviklingen af denne nye afdeling.
Under afdelingsledelsesniveauet organiseres afdelingen i fem enheder - ét afsnit i hver af de fire kommuner omkring sundheds- og omsorgspladserne samt én samlet funktion for akutsygeplejen, som går på tværs af de fire kommuner. Akutsygeplejen vil dog være opdelt i lokale teams, som møder ind og organiseres i tilknytning til de fysiske lokaliteter omkring sundheds- og omsorgspladserne i hver kommune.
Hver af de fem afsnit bemandes med en funktionsleder, som refererer til den fælles afdelingsledelse.
Afdelingen vil indeholde nuværende kommunale opgaver og funktioner, som på mange måder er velfungerende og understøtter gode borgerforløb – flere steder i et tværsektorielt, ubureaukratisk og lokalt tilpasset samarbejde. Det skal fastholdes, så drifts- og borgersikkerhed opretholdes.
Sygehus Lillebælt er et velkonsolideret sygehus i en positiv udvikling med en ambitiøs vision om at være Patienternes Sygehus. Vi er kendt for høj kvalitet, effektiv drift, en høj grad af patienttilfredshed samt høj medarbejdertilfredshed.
Løn- og ansættelsesforhold
Aflønning sker efter overenskomst indgået mellem de relevante, forhandlingsberettigede organisationer.
Ansøgningsfrist, samtaler og tiltrædelse
Ansøgningsfristen er den 3. december 2025
Der afholdes 1. samtaler den 9. december 2025 og 2. samtaler den 15. december 2025. Der vil være en personlighedstest mellem 1. og 2. samtale.
Tiltrædelse: Den 1. februar 2026 eller efter aftale.
Yderligere oplysninger
Du er velkommen til at kontakte sygeplejefaglig direktør Hanne Andersen på 2370 6407.
Se også www.sygehuslillebaelt.dk
Ønsker du at flytte?
Er vi din kommende arbejdsplads? Så overvejer du måske også at flytte til dit nye job. Læs her hvad Sygehus Lillebælt og Trekantområdets kommuner kan tilbyde dig og din familie.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Vejle Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde
-Arbejdsgiver:
Sygehus Lillebælt, Vejle Sygehus, Beriderbakken, 7100 Vejle
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 03-12-2025;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/16412aca-f452-4ea8-95ec-f7a5d9d872e7