BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Har du en baggrund som automatiktekniker eller elektriker og lyst til en ny rejse i dit professionelle liv?
Er du stolt af dit fag og synes du, det er vigtigt at give din stærke faglighed videre til unge lærlinge?
Så læs mere om muligheden for at blive faglærer i grundforløbsteamet, som varetager den el-faglige undervisning på grundforløbene i elektriker- og automatikteknikerfagene på Syddansk Erhvervsskole i Vejle.
En ny rejse med dit fag
Som faglærer på grundforløb får du muligheden for at forme og inspirere vores elever, så de føler sig værdsatte og hørt i et trygt og åbent læringsmiljø. Du bliver kontaktlærer på flere hold og en vigtig del af vores fantastiske underviserteam. Sammen stræber vi efter at danne professionelle relationer til eleverne og give dem gode sociale og faglige kompetencer til at søge læreplads og komme sikkert videre på hovedforløbene – frem mod svendeprøve og en karriere i branchen.
Vi forestiller os, du er godt funderet med:
- svendebrev som elektriker eller automatiktekniker og gerne suppleret med installatøruddannelse eller tilsvarende
- relevant erhvervserfaring fra branchen
- lyst til at dele din viden og arbejde med unge
- eventuel erfaring med at lede unge – enten som ansvarlig for lærlinge, frivillig træner eller noget helt tredje.
Formidling, relationer og dannelse bliver nøglefaktorer i dit arbejde og du vil få god støtte og vejledning fra dine kolleger og ledere. Du kan se frem til at følge diplomuddannelsen i erhvervspædagogik, som vil indgå i dit arbejde i de kommende år og være en værdifuld platform for din professionelle udvikling i fremtiden.
Vi har et tæt samarbejde med virksomheder om erhvervsuddannelser, efteruddannelse og udviklingsprojekter, hvor aktiviteterne peger ind i ny teknologi, bæredygtighed og grøn omstilling.
Om ansættelsen
Stillingen er på fuldtid med løn, pension og ansættelse ifølge Undervisningsministeriets bekendtgørelse i tjenestemandslignende stilling. Heri indgår 18 % pensionsordning. Aflønning sker på basisløntrin 1-7. Begyndelsesløn forhandles efter en vurdering af blandt andet tidligere undervisningserfaring.
Hvis du ikke allerede har tilstrækkelige pædagogiske forudsætninger, skal du senest efter 4 års ansættelse have erhvervet diplomuddannelse i erhvervspædagogik eller voksenunderviseruddannelsen efter skolens vurdering. Den pædagogiske diplomuddannelse indgår i ansættelsen og foregår i arbejdstiden. Tiltrædelse efter aftale. Arbejdssted er i Vejle.
Alle med relevant ansøgerprofil opfordres til at søge. Send din ansøgning og CV med dokumentation for uddannelser via sde.dk/ledigestillinger så vi har den senest søndag den 12. november 2023. Vi gennemfører ansættelsessamtaler i uge 47.
Mere at vide? – Vi gi´r en kop kaffe
Du kan læse mere om Syddansk Erhvervsskole på www.sde.dk og du er meget velkommen til at ringe til afdelingsleder Susan Jacobsen på telefon 2270 1310 for en snak om stillingen eller aftale tid til en kop kaffe.
Besøg os på en kort virtuel rundtur – se vores rundvisningsvideo.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Vejle Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
15-Boulevarden 36, Boulevarden, 7100 Vejle
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 12-11-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5931740